Gå ned i tempo med hveder

Varm op til store bededag med hveder, hvedeøl og italiensk pølse

I aften serverer Poul Joachim Stender hveder, hvedeøl og italiensk salami for sin familie. – Foto: .

Der findes intet mere fantasiforladt end benzinstationer. De er en arkitektonisk depression.

Men i Osted her på Midtsjælland er der en tankstation, som jeg gang på gang vender tilbage til, fordi jeg bliver i godt humør af den. Når jeg har fyldt bilen op med benzin og betalt direkte ved standeren, går jeg ind i butikken.

I stedet for at sælge biltilbehør, olie og tændrør sælges der ost og mælk. Tre-fire ekspedienter klædt i hvidt og med duftende fingre ekspederer de mange kunder. I den hal, hvor der førhen var automatisk bilvask, ligger der et mejeri.

Mejeriet ledes af en idealist ved navn Karl Simonsen. Han er bidt af ideen om, at mejeriprodukter skal smage, som om de er tappet direkte fra koen. Derfor lægger han vægt på at få mælken leveret til mejeriet, lige efter at koen er blevet malket. Hans smør er fantastisk. Det er gult som morgensolen og dufter syrnet og frisk.

Jeg ved, hvad jeg skal i dag. Hen til benzinstationen og købe smør til de lune hveder, jeg har tænkt mig at bage og servere for min familie. Jeg føler altid, når jeg har fyldt bilen op med smør, mælk og nogle af de franske gede-camembert, som også sælges i butikken, at jeg har fået en tiger i tanken.

På vej hjem vil jeg gøre et stop i Osted præstegård. Der bor min kollega Torsten Dam-Jensen. Ud over at være en glimrende sognepræst er han også en stor ølkender. Jeg håber, at han stadig har nogle af de mørke hvedeøl, Maisels Weisse Dunkel, tilbage, som jeg har smagt hos ham mange gange.

Øllet har farve som bronze og smager syrligt og en anelse sødt på en og samme tid. To eller tre kan han vel låne mig! Ideen om at spise lune hveder aftenen før store bededag med koldt smør fra Osted mejeri og koldt, mørkt hvedeøl fra Osted præstegård tiltaler mig vildt.

I grunden er hveder ikke særlig spændende, selvom dejen er blevet krydret med kardemomme.

Men der er noget poetisk over at spise nogle bestemte ting på bestemte dage af året. Det er en måde at huske årets gang på. De lune hveder er på mine smagsløg tæt forbundet med store bededag. Helligdagen smager af hveder, og når jeg tygger på hvederne, erindrer jeg den fortælling, jeg har hørt og læst mange gange. Nemlig at skikken med at spise varme hveder aftenen før bededag skyldes, at bagerne førhen holdt lukket på selve helligdagen. Det var dengang, butikkerne lukkede på kristendommens særlige dage, og samfundet turde gå i stå. At spise hveder torsdag aften bør derfor være en påmindelse om, at det er helligdag næste dag. Vi skal besinde os på at gå ned i tempo, ligesom hvedebrødsbagerne gjorde engang.

Oven på de lune hveder med det kolde smør vil jeg ikke lægge rabarbermarmelade, selvom mine vinrabarber i haven er store nok til at blive til marmelade.

Jeg vil som tilbehør servere et lille udvalg af italiensk salami. Salami med hvidløg og salami med dildfrø og min favoritsalami, der ikke, som de andre, er lavet af fede svin. Men af gæs. Pølsestykkerne er fulde af kød, og som i al god salami skal fedtstykkerne kunne ses som måner eller galakser i et mørkt univers.

Måske er min smag lidt rodet. Men sådan bliver min torsdag aften. Det er den menu, jeg anretter for min elskede og mine sønner: frisk- bagte spelthveder, koldt smør, mørkt hvedeøl og pølse fra Italien.

mad@kristeligt-dagblad.dk