Prøv avisen

Karrysuppe til kolde kroppe

Den klassiske, victorianske karrysuppe hedder mulligatawny og findes i et utal af variationer. Men også vintersæsonens fisk og grønsager smager godt i en suppe med et skud solvarm karry. -- Foto: Kåre Gade.

Måske er de kuldslåede huse forklaringen på englændernes naturstridige begejstring for karry, som giver varmen indefra, ikke mindst i en skoldhed vintersuppe

Bare et forslag: Nogen burde undersøge, om man kan løse verdens klimaproblemer i ét hug ved at isolere husene i Storbritannien. Her på mit London-kontor står der en frisk polarbrise ind gennem de edwardianske enkeltglasvinduer, og selvom jeg ikke er videnskabsmand, er der noget, der siger mig, at en tilsvarende mængde møjsommeligt opvarmet luft nok forsvinder den modsatte vej. Da de fleste af landets 60 millioner indbyggere bor i huse af samme, veludluftede standard, skulle der nok være en slat CO2 at spare her.

Det er en videnskab at holde varmen i et engelsk hus, hvis man ikke, som de indfødte briter, løser problemet ved at fryse sig blå. Vi vekselvarme indvandrere må tage andre metoder i brug. Af hensyn til klimabekymrede læseres psyke vil jeg ikke gå i detaljer med det sindrige system af gaskaminer, victorianske radiatorer og flytbare elektriske varmeapparater, som forhindrer os i at omkomme af hypotermi eller snue. Men luner lige præcis nok til, at jeg ikke kan se min egen ånde, når jeg sidder ved computeren.

Til gengæld udtørrer det øjnene og huden, så jeg føler mig som en allergiker på en katteudstilling. Mine sprukne læber bliver røde som Holger K. Nielsens, og i løbet af dagen breder de sig ud i resten af ansigtet, til jeg ligner Heath Ledgers "Jokeren" fra Batman. En stor del af min arbejdsdag går med at smøre lindrende salver på udsatte legemsdele og spritte tastaturet på den bærbare af.

Måske er de kuldslåede huse forklaringen på englændernes naturstridige begejstring for karry. Det stærke, aromatiske krydderi, som imperiets udsendte bragte med hjem fra Indien, står i skærende kontrast til de fleste andre smagselementer i det engelske køkken. Men en stærk Madras-karry giver varmen indefra, ikke mindst når man bruger det i en skoldhed vintersuppe. Den klassiske, victorianske karrysuppe hedder mulligatawny og findes i et utal af variationer. Men også vintersæsonens fisk og grønsager smager godt i en suppe med et skud solvarm karry.

livogsjael@kristeligt-dagblad.dk