Arbejdstilsynet har forbudt os i Kisserup Kirke at ringe manuelt med kirkeklokkerne. Menighedsrådet forsøgte først en løsning, hvor rebet fra klokkerne blev ført ned i selve kirken. Men også det stoppede tilsynet. Graveren får det psykisk dårligt, hvis folk skal se på hende, mens hun ringer, sagde de. Jeg indvendte, at det også var hårdt for mig som præst, at alle kiggede på mig, når jeg stod foran alteret og på prædikestolen. De så opmuntret på mig, som om de havde en ny sag. Men forleden skete det. Klokkerne i Kisserup Kirke blev automatiske.
Tidlig lørdag morgen mødtes menighedsrådet på kirkegården. Graveren havde slæbt et bord ud foran kirkegårdens lavendelbed. Bedet er stort som et ocean, blåt som Marilyn Monroes øjne, og over det sværmer, i hele blomstringsperioden, hundredvis af hvide sommerfugle. De ligner små engle, der passer på de døde.
Vi satte os i morgensolen og drak kaffe og spiste chokoladeboller, og graveren stod oppe i kirketårnet og ringede for sidste gang solen op. Måske, var der en, der sagde, burde vi have haft et skilt ude ved vejen, hvor der stod håndringning, ligesom bagerne nogle steder i København sælger brød, hvor der står håndæltet.
Bureaukratiet dræber meget. Den menneskelige faktor er borte, når solen i Kisserup ringes op og ned, og der kaldes sammen til gudstjeneste. Der er kommet noget over klokkeringningen, der minder om fabrikslavet mad. Per hedder et af medlemmerne i mit menighedsråd. Han er fantastisk til at lave mad og brygge øl. Han havde planer om at sætte sin stærke, sorte øl i produktion. Jeg skulle lyse en velsignelse over hans arbejde, og på øletiketten skulle der stå: Blessed by the local pastor.
Men teknisk forvaltning i vor kommune ville ikke have velsignet sort øl i Kisserup. De ville heller ikke have, at han åbnede en lille restaurant i sit hjem. Per kunne have gjort byen gladere med øl og mad, og graveren kunne have lagt sine følelser i kirkeklokkerne. Men det var noget med en lokalplan og tilkørselsvej og ergonomisk belastning, der bremsede det hele.
Mens vi sad og så ud over det blå lavendelbed med hærskarerne af de hvide sommerfugle, udvekslede Per og jeg opskrifter, som vi plejer. Per gjorde mig opmærksom på, at det nu er tid til at lave syltede grønne valnødder. Han har et kæmpe valnøddetræ foran sit hus. Jeg kunne se på hans fingre, at han havde været i gang med nødderne. Sådan gør du, sagde han: