Folk siger, jeg overdriver, når jeg viser dem mine ni store laurbærtræer. Men jeg har svaghed for laurbærblade. For eksempel fatter jeg ikke den hemmelige alliance, der er mellem appelsiner og laurbærblade. Det er et ægtepar, der kalder det bedste frem i hinanden. Koger man nogle udskårne gulerødder i friskpresset appelsinjuice sammen med friske laurbærblade skåret i tynde strimler, kan man servere gulerødder, der vil blive snakket om.
Da jeg tabte bispevalget i Roskilde, tænkte jeg, at jeg måtte finde ud af, hvad jeg skulle med mit liv i fremtiden. Så jeg fyldte munden med friske, grønne laurbærblade og begyndte at tygge på dem. Det gjorde præstinderne ved oraklet i Delfi og blev i stand til at se ind i fremtiden.
Jeg kunne ikke se noget. Til gengæld lignede jeg resten af dagen en, der havde bidt i græsset.
Enhver, der har bare en lille smule kærlighed til madlavning, bør have et ægte laurbærtræ. Det kan stå i en vindueskarm eller i haven. Man skal blot sørge for, at det ikke får frost om vinteren. Der er noget knibsk over smagen af laurbærblade. Måske skyldes det den græske myte, der er knyttet til laurbærtræet. Guden Apollon, der havde kultsted, hvor præstinderne tyggede laurbærblade, brændte af begær efter en kvinde ved navn Dafne. Men Dafne var kysk. Hun ville ikke have noget med Apollon at gøre. Men han kunne ikke styre sig. Han røg efter hende for at voldtage hende. Dafne skreg om hjælp til Zeus, og han forvandlede hende til et laurbærtræ. I stedet for en varm kvinde satte Apollon tænderne i nogle laurbærblade og kom formodentlig til at tænke på, at deres kyske smag ville egne sig glimrende til retter som rejepilaf, fiskesuppe og blæksprutter i vin.
På græsk hedder laurbærtræet af gode grunde dafne. Men smagen af laurbærblade er ikke kun kysk. Hvis hæder har en smag, så må hæder smage som laurbærblade. Får man i dag godkendt en doktordisputats, har man ret til at bære en ring med en plade, hvor der er præget et minervahoved omgivet af en laurbærkrans. Igennem tiderne har man flettet en krans af bladene og givet den som et hæderstegn til videnskabsmænd, digtere, musikere og sportsfolk. Men det var altid underforstået, at den, der fik kransen, ikke måtte hvile på sin laurbær.
Den 24. juni er det Johannes Døberens fødselsdag. Festen indledes allerede sankthansaften. Jeg vil lave noget grillmad med laurbærblade den aften. Johannes fortjener at blive hædret med laurbærblade for at pege overbevisende på sin fætter Kristus. Jeg vil tilberede to slags grillspyd. Nogle med kæmperejer og kammuslinger og nogle med lammekød, fordi Johannes kalder sin fætter for Guds lam. Så kan folk vælge.