Nu kan Danmark spises

Hyben, brombær og æbler det er nu, Danmark bugner af frugt, som det er synd blot at lade rådne op

Der er rigtig mange brombær i år. De mørke bær er fine til både andebryst og tærte. –
Der er rigtig mange brombær i år. De mørke bær er fine til både andebryst og tærte. –. Foto: .

Af Poul Joachim Stender

Danmark er et vidunderligt spisekammer i øjeblikket. Det svulmer med blodrøde hybenhjerter. De kunne laves til kompot og marmelade. Men vi lader dem rådne op. Skoven er fuld af svampe. Det vrimler med Karl Johan, der smager blidt af nødder. Kender man de rigtige steder, kan man også finde koralrev af kantareller.

Jeg serverede smørstegte svampe for nogle gæster forleden. De spiste med god appetit, indtil jeg fortalte, at jeg selv havde samlet dem på græsplænen og i skoven. Hvordan kan du vide, at de ikke giftige, spurgte en af gæsterne, mens hun kæmpede med voldsomme peristaltiske bevægelser. Jeg svarede med et børnerim af Poeten: Plukker i skoven du ukendte svampe,/ så lad først lillebror smage derpå./ Dersom han dør under skrig og krampe,/ så bør du selv lade svampene stå,/ men hvis han overlever den lille,/ ak så gik den portion svampe til spilde.

Æblerne falder ned fra træerne og lægger sig som tykke tæpper på græsplænen. Mange aner ikke, hvad de skal stille op med al den frugt. Den ligger og rådner op, selvom frugterne kan laves til saft, koges ind til sirup, blive til berusende cider eller aromatisk eddike eller tørres til en form for sund slik. For slet ikke at tale om æbleflæsk, æblepie, æblekage og så videre.

Hver landsby burde havde et lille mosteri, som man engang havde et fælles frysehus. Her skulle husstandenes safter flyde, fyldes på flaske og være med til at holde vinterinfektionerne borte. En anden mulighed ville være, at man sammen med nogle naboer brugte 3000-4000 kroner til at investere i en æblemølle og æblepresse, så man kunne lave sin egen most og fryse i dybfryseren.

Brombærrene og hyldebærrene er nu modne. Aldrig har der været så mange brombær som i år. De hænger på buskene som tunge, sorte regndråber. Man skal ikke læne nakken ret meget tilbage, før man kan se skærme af modne hyldebær, der vælter ned fra skyerne som sort regn. De kan koges til saft med stjerneanis og kanel og serveres som supper og toddyer.

Hasselnødderne er også ved at være parat. Det er nu, at de er bedst. Kernen minder om en mælkehvid jomfru og akkumulerer hele sensommerens stemning. Men der er ikke ret mange, der tager for sig af det overdådige spisekammer, som Danmark er i øjeblikket. Det hele får lov til at rådne, mens vi fylder indkøbsvognene med importerede sydhavsfrugter.

Jeg siger: Smag dog på Danmark! Sidste søndag bandt jeg en spand om halsen, så jeg kunne have begge mine hænder fri. Så begyndte jeg at malke brombær i Bøtøskoven på Sydfalster. I Norge og Sverige kaldes de for Bjørnebær. Bjørnene må, hvad der ikke er svært at forstå, være helt vilde med dem. Det tog ikke lang tid at fylde en halv spand. På vej hjem fra skoven passerede jeg en slagter, der havde store, friske, danske andebryster. Aftenens måltid lå klar i tankerne. Andebryster i brombærsauce og en brombær-æbletærte.