Prøv avisen

Opskrift: Spis påskemiddag som stenaldermanden

Kød og grove råvarer fra naturen er centrum i stenalderkosten.

Stenalderkost er madmodens hotteste bud på en sund livsstil. Ingen sukker og ingen forarbejdede madvarer, men masser af kød og fisk og vilde bær. Her giver kokken Daniel Westergaard sit bud på en påskemenu fra stenalderen

Vi mennesker er ikke skabt til at spise store mængder forarbejdede fødevarer som sukker, brød og mejeriprodukter.

Derimod er vores kroppe indrettet til at fortære basale råvarer fra naturen såsom vilde grøntsager, bær og kød. Præcis som stenaldermennesket gjorde.

Sådan lyder ideen bag livsstilen, hvor man lever ud fra stenaldermenneskets kostvaner. Det er et opgør med industrisamfundets masseproducerede fødevarer, som tilhængere af af stenalderkosten beskylder for at give overvægt, dræne en for energi og i sidste ende kan kobles til en række af nutidens livsstilssygdomme.

LÆS OGSÅ: Madpyramiden står på sikker grund

Stenalderkøkkenet, der også går under navnet palæo, har fået flere prominente fortalere med blandt andre forfatteren Tor Nørretranders, der har skrevet om stenalderkost i sin bog Menneskeføde. Og i gourmetrestauranten Kong Hans Kælder i København har køkkenchef Thomas Rode introduceret stenalderkost på menuen.

Men kan man også servere en lækker påskemiddag uden at forfalde til brød, sukker og andre forarbejdede varer? Ja sagtens, lyder det fra Daniel Westergaard, der er en af kokkene i den københavnske restaurant Palæo, der udelukkende serverer stenalderkost.

Her giver Daniel Westergaard sit bud på, hvordan man kan sætte en lækker påskemiddag sammen, så den følger stenalderkostens principper:

Forret: Stenbiderrillette med salater og hasselnødder
Hovedret: Lammefrikassé med sauteret spidskål og persille
Dessert: Chokolademousse med kokos og æblekompot

Forret: Varmrøget stenbider plukkes (som en røget makrel) og vendes sammen med hakkede skalotteløg, hakket dild og stenbiderrogn i mayo - og måske et par skefulde creme fraiche. (Så det bliver som tunmousse)

Hasselnødder ristes langsomt i ovnen ved 120 grader.
friseé salat, babyspinat og kørvel skylles grundigt og soigneres.
Det hele anrettes nydeligt i en hyggelig skål - toppes evt. med lidt grapefileter

Hovedret: Et godt stykke lammebov skæres i tern, brunes godt i en gryde. Tilsættes grofthakkede løg, hvidløg og til sidst tomatpure. Dette står cirka 10 minutter, så tilsættes grøntsager i grove tern, såsom gulerod, persillerod, jordskokker eller lign. Til sidst tilsættes cirka 1 liter kalvefond. Det hele simrer nu under låg i cirka 1 time, eller til det er mørt.

Lige før servering tilsættes fintsnittet hvidkål, en god klat smør og en masse hakket persille.

Dessert: Paleochokolademousse lyder måske urealistisk, men kan faktisk lade sig gøre. Af chokolade anbefaler jeg summerbirds 90% choko, eller deres 80% - I vil blive overrasket over, hvor godt 90% smager.

Moussen laves ved, at man tager det faste fra en dåse kokosmælk (der er som regel en fast og en flydende del i en dåse) Det faste kan piskes som flødeskum, gør det gerne på en maskine. Når det er pisket stift, vendes den smeltede chokolade i. Det kan nu sættes i en skål eller kommes i en sprøjtepose og sprøjtes op, når det er koldt.

Æblekompotten laves som æblegrød, men uden sukker. Altså skrællede æbler kogt møre med lidt citronsaft. -sørg for at vælge et "sødt" æble, de fleste danske sorter er brugbare, men ikke æbler som Granny Smith og lign.

Til sidst laves en "crumble" af kokos ristet let på en pande, resten af de ristede hasselnødder hakket groft lidt revet chokolade og skåret mynte.

Anrettes f.eks. ved at lægge en skefuld kompot i bunden, et par dutter chokomousse og drys ud over.

LÆS ANDRE PÅSKEOPSKRIFTER:
Kogekonens bud på den lækre påskemenu
Vegetarens forslag til en lækker påskemenu