Jeg vil ikke ligefrem kalde mig selv for et havemenneske, men nogen viden har jeg dog tilegnet gennem årene. For eksempel er det min erfaring, at de planter, som helst vil vokse i haven, er dem, man helst ikke vil have der. Og omvendt. Det er nærmest et grundlæggende princip i havebrug, at hvis man undtagelsesvis får succes med at dyrke en bestemt vækst, vil den i løbet af kort tid ændre status fra venligtsindet til invasiv art en altopslugende, grøn trussel fra Helvede, som kommende generationer af haveejere vil bruge halve somre på at holde i skak. Man ser ham for sig, middelaldermunken, som en forårsdag kalder brødrene ud i urtegården: Gud være priset! Jeg har fået skvalderkålen til at vokse i Danmark!
Når vi om føje tid forlader vores nuværende bolig, efterlader vi på samme vis en del grønne hadegaver til vores efterfølgere. Men så skal man huske, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget: Her sidst i april, når ens blodfattige og skørbugstruede kadaver skriger efter et vitamintilskud, kan man nemlig blive helt taknemmelig over alle de grønne ting, der spirer frem rundt omkring på parcellen. Om nogle uger er det atter sæson for den totale krig, men netop nu indgår denne husstand i en smuk, økologisk symbiose med ukrudtet: Det vokser, og vi spiser det.
Noget af det første, som kommer op, er mynten. Min kone plantede forrige år to-tre forskellige sorter på en bar plet jord omkranset af en husmur, en flisebelægning og græsplæne. Så kunne den ikke brede sig, mente hun. Men det kunne den godt.
Mynte smager heldigvis godt, for eksempel til lam, i blandede salater, i desserter og ikke mindst sammen med grønne linser, som er et oplagt alternativ til sidste sæsons efterhånden noget melede kartofler. Skulle der begynde at vokse mynte op gennem stuens parketgulv (og det ville ikke overraske mig), så skal man bare sætte en stor grydefuld grønne linser over.
Lidt senere kommer oreganoen også væltende op af alle sprækker. Den har vi ellers kun dyrket i potter, men frøene spreder sig med en hastighed, så man må undre sig over, at den ikke vokser naturligt i Danmark. Det gør den måske også lige om lidt, undskyld, undskyld. Til vores forsvar vil jeg gøre opmærksom på, at oregano er en uundværlig krydderurt på pizzaen, og at den, ligesom timian, kan bruges til de fleste retter, der skal koges eller steges.
Mælkebøtterne, det var ikke vores skyld; de var her i forvejen. Men det er nu, inden de blomstrer, at man skal sørge for at spise dem. Pluk bladene, mens de endnu er spæde, og kald den for løvetand, når du sætter din Salade Lorraine på bordet, så vil alle kunne smage, hvor delikat bladenes sarte, nøddeagtige bitterhed er. Eller noget i den retning.
En af de virkelig livsduelige planter på vores matrikel er ramsløg. Det er, som enhver århusianer ved, den plante, der får Risskov til at lugte af hvidløg om foråret. De fleste ved også, at ramsløgene blev bragt hertil af Napoleons spanske soldater dem, der også var skyld i Koldinghus brand og indførelsen af brunøjet arvemasse i den danske population, så de har en del på samvittigheden.
Hvad de færreste derimod ved, er, at man faktisk kan spise ramsløg, men det både kan og bør man, for de smager fremragende (hvorfor skulle spaniolerne i øvrigt ellers have taget løgene med..?).
Det er bladene, man spiser, og helst mens de endnu er blanke og lysegrønne. Når først de hvide blomster er sprunget ud, nærmer ramsløgene sig enden på deres livscyklus, og i modsætning til andet ukrudt forsvinder løgplanten helt inden udgangen af maj.
I Norge har jeg set, at de laver en slags pesto af ramsløg, som man kan købe på glas. Det har jeg ikke prøvet, men jeg bruger gerne bladene i blandede, grønne salater. En stor håndfuld grofthakkede ramsløg rørt i kartoffelmosen lige inden serveringen gør det muligt at liste endnu en grydefuld mos ind i madplanen hos den hårdt prøvede familie. Men det allerbedste tip kræver, at man snyder med kartoflerne og køber en pose nye, udenlandske (når de nye danske kommer, er ramsløgene væk). Så kan man lave en kartoffelsalat med radiser, ramsløg og rygeost, som smager fremragende. Men vær opmærksom på, at ramsløg har omtrent den samme effekt på ens ånde som hvidløg.