Mand fængslet for vold mod hustru - nu er hun død

En 62-årig kvinde fra Lystrup er torsdag afgået ved døden efter et overfald, oplyser Østjyllands Politi til Newsbreak.dk.

Kvindens mand blev tidligere torsdag fængslet i sagen, efter at kvinden onsdag morgen blev indlagt på hospitalet i kritisk tilstand.

- Jeg kan bekræfte, at kvinden afgik ved døden klokken 14.59 i eftermiddags, og at det naturligvis giver sagen en helt anden karakter, siger vagtchef Flemming Lau til Newsbreak.dk.

Manden blev ved torsdagens retsmøde varetægtsfængslet på baggrund af en sigtelse om drabsforsøg. Den sigtelse bliver nu ændret til manddrab.

Den 61-årige ringede 112 omkring klokken 06 onsdag morgen, da hans hustru ikke var til at komme i kontakt med. På baggrund af kvindens skader kontaktede hospitalet politiet.

Manden blev kort efter anholdt på parrets fælles adresse i i den aarhusianske forstad Lystrup.

Grundlovsforhøret torsdag blev afholdt for lukkede døre efter anmodning fra Anklagemyndigheden. Derfor er det ikke muligt for offentligheden at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer.

Østjyllands Politi har onsdag foretaget tekniske undersøgelser på parrets adresse. Flere personer er blevet afhørt i sagen.

To andre personer var kortvarigt anholdt i sagen onsdag. Det skyldes, at personerne også befandt sig på adressen, da manden blev anholdt.

De har begge forbindelse til kvinden. De to personer var anholdt, mens deres rolle i sagen blev undersøgt. De mistænkes ikke længere.

/ritzau/