En aften i 1985 stod to brødre i Vendsyssel og talte. Det var storebroderen Orlas 75-årsfødselsdag, og han ejede de sandede jorder, han og lillebror Poul kiggede ud over. De havde stillet sig med siden til hinanden med ansigterne rettet mod vest, hvor Rubjerg Knude fyr rager op. Lillebror Poul havde forladt egnen som ung, han var blevet uddannet jurist, endt som direktør for Sparekassen Bikuben og boede nord for København. Han var rund af vellevned, mens fødselaren Orla var slidt af et livs arbejde med jorden. Og nu stod de så der ved siden af hinanden og gjorde status.
”Du har da haft et godt liv her,” sagde bankdirektøren Poul, der mellem linjerne lod ane, at han overvejede, om han selv havde jagtet de forkerte mål.
”Du har da haft et spændende liv,” svarede så landmanden Orla og fortsatte:
”Du har rejst i hele verden, du er kommet på de bonede gulve, har tjent mange penge og har spist middag med Dronningen.”
Et sted bag dem stod 21-årige Marianne Gaarden. Og hun kunne helt tydeligt høre, at hendes morfar, Orla, ikke selv eftertragtede de værdier, han priste sin lillebror for. Han var, modsat hvad han sagde, enig med Poul om, at han selv havde fået det bedste liv af de to. Men det sagde han ikke direkte. De to brødre er døde i dag, og erindringen om samtalen er Marianne Gaardens. Men i den scene er der en nøgle til at forstå, hvad det vil sige at være vendelbo. Det handler om et mellemrum, og i det mellemrum udfolder der sig et menneskesyn.
I dag begynder Kristeligt Dagblads artikelserie om hjemstavnens betydninger for mennesker. Hvorfor er det så vigtigt at have rødder i et bestemt landskab, og hvordan lever hjemegnen videre i den enkelte?
Lolland-Falsters biskop, Marianne Gaarden, kalder sig trods mange års eksil på Sjælland og nu Sydhavsøerne stadig vendelbo. Hun har taget imod Kristeligt Dagblad for med fødderne plantet i Falsters fede jord at kigge tilbage til røddernes sandede.
Den 6. maj 1969 blev Limfjordstunnellen mellem Nørresundby og Aalborg indviet. Marianne Gaarden kan huske den dag, for selvom hun kun var fem år, fyldte den meget i familien. Nu blev Vendsyssel nemlig forbundet med resten af Jylland. Det var nok her, hun første gang opdagede, at Vendsyssel var en ø.
Det var dog først, da hun som student flyttede til København og fik arbejde i en børnehave, at hun opdagede, hvor forskellige danskere egentlig er. Som da hun en dag skulle sende et børnehavebarn med sin bedstemor hjem.
”Jeg sagde til hende, at bette Marius var blevet måwe, fordi han var faldet i no’ blare (beskidt, fordi han var faldet i noget pløre, red.). Hun forstod ikke et eneste ord og skreg højt som en høne: ’Guuud! Hvad er der sket?! Hvad er der sket?!”
Marianne Gaarden er barn af velfærdsstaten. Efter Anden Verdenskrig trillede den lille Ferguson ud på markerne og gjorde mange mennesker i landbruget arbejdsløse. Videnssamfundet tog over, og begge hendes forældre fik en mellemlang uddannelse. Hun blev født i Bindslev, men familien flyttede, da hun var et år, til Brønderslev, hvor forældrene blev lærere på den folkeskole, hvor hun siden blev elev. Så hun fik røg fra klassekammeraterne, når faderen som gårdvagt konfiskerede det slik, de var stukket af i frikvarteret for at købe. Og hun fik skæld ud af faderen, hvis hun ikke havde opført sig som den pæne pige i klassen. Sådan var det jo.
Forældrene var ikke gode til at tale med hinanden, og de blev mere og mere ulykkelige i deres samliv, husker Marianne Gaarden. Der var ikke meget nærvær og samvær i hjemmet, men i Brønderslev blev man ikke bare skilt som så mange andre steder. Det skete først, da hun og broderen var flyttet hjemmefra.
Så barnet Marianne Gaarden lavede hul i hækken til naboen, hvor der var godt at være, og tog på eventyr i parcelhuskvarteret. Hun blev Danmarks yngste frisvømmer som fire-fem-årig. Og hun husker, at der engang pludselig stod et slagtesvin i deres have, som var sluppet løs fra slagteriet. Hun tog det i halen og holdt fast trods voldsomme indvendinger fra grisen. For der måtte jo være nogen, der manglede den.
”Det er nogle karaktertræk, som jeg har fået i vuggegave, og langt hen ad vejen er jeg nok, som Vorherre har skabt mig. Men jeg vil også tro, at min selvstændighed er blevet udviklet af den stemning, der var derhjemme. Jeg kan se, at jeg siden har fundet smuthuller i livet og fundet de steder, hvor der er noget næring.”
Hun tænker på samme måde om sin hjemegns indflydelse på den, hun er. Den er ikke til at komme uden om, men den er ikke et stempel i panden.
”Når jeg har skullet forklare dåbsforældre, hvad dåben og korsets tegn for ansigt og bryst er, så har jeg sagt, at det er som et vandmærke. Jøder omskærer deres drenge, hinduer har en prik i panden. Deres tegn er synligt. Men dåben er et vandmærke, der viser, at vi tilhører Gud. Sådan ejer Vendsyssel også mig. Min hjemegn står frem i den, jeg er, når jeg holder det op i lyset.”
Hvordan kan en egn eje et menneske? Marianne Gaarden har udtrykket fra aboriginerne i Australien, der siger, at de ikke ejer jorden, jorden ejer dem.
”Det er et udtryk, der binder hele skaberværket sammen. Mennesket er ikke selvstændigt. Det er bundet til andre og ind i en kontekst, men også til et sted på jorden. Og hvordan ejer Vendsyssel så mig?”, spørger hun sig selv og tier længe stille.
Jo. Hun mærker, at hun hører til, når hun kører gennem landskabet og ser de gamle husmandssteder og gårde.
”Den slags landejendomme ser du bare ikke andre steder i landet. De er lave, de har bliktag, og taget er ikke valmet. Bygningerne er hvidkalkede, og sommetider er der en rød port i gavlen. Men de er aldrig stråtækte, de har sjældent sprossede vinduer, og der er ikke karnapper, gesimser og kviste. Der er kun det, der er brug for, på de huse. Sådan er det i øvrigt også med mange af kirkerne. De er lave, og ofte har de ikke et tårn, i stedet er der en klokkestabel i træ på kirkegården.”
Vendsyssel er omtrent 3000 kvadratkilometer stor og udgør den største del af den nørrejyske ø nord for Limfjorden. Egnen slutter mod vest ved Hanherred og mod syd ved fjorden. Mod øst er kysten formet af det rolige Kattegat, mens vestkysten er anderledes barsk. Med sin tætte tilknytning til sine morforældre og deres marker tæt ved Ru-bjerg Knude Fyr identificerer Marianne Gaarden sig uden tvivl mest med det vestlige landskab i Vendsyssel.
”Det er små træer ved vestkysten. De står med ryggen mod vinden og krummer sig. Sådan er mentaliteten også. Man er sindssygt sej. Man stræber ikke mod himlen, men vender ryggen til og gennemlever stormen.”
Marianne Gaarden betragter samtidens optagethed af hjemegn som et udtryk for en rodløshed i tiden.
”Så længe noget er en selvfølge, tillægger ingen det en værdi. I gamle dage var det selvfølgeligt at være bundet til en egn, man kunne høre det på sproget, og man tænkte måske ikke så meget over det. Men i dag er det ikke længere givet,” siger hun, der selv har boet mange steder i Danmark og i en periode som ung også i Spanien.
Selvom hun ikke har haft adresse i Vendsyssel, siden hun var 19, og selvom hun ikke taler vendelbomål, så er de geografiske rødder afgørende for hende.
”Så man kan stå fast, når det stormer.”
Er det ikke bare noget, man siger?
”Nej. Det er rigtigt. Det skulle jeg hilse at sige.”
I 2008 døde biskoppens første mand, Gösta Petersen, efter mange år med skiftevis sygdom og raskmelding.
”Det at leve med en mand, der periodevis er syg og dør af cancer. Og så stå der med to små børn. Det er virkelig et stormvejr. Der er noget grundlæggende i ens identitet, der bliver truet, når ens elskede og børnenes far dør. Sådan kommer vi alle sammen ud for eksistentielt stormvejr i vores liv. Nogle går konkurs eller bliver skilt, andre mister et barn eller en ægtefælle. I den situation betyder det utrolig meget, at man har rødder, så man kan stå fast.”
Hun fortæller alt det her i bispeboligens store have i Nykøbing Falster. De fede jorde og det rolige vand her i området betyder, at det gigantiske platantræ i haven næsten når op til skyerne. Mens hjemegnen er indehaver af Danmarks nordligste spids, bor hun nu tæt på landets sydligste. Men de to egne har det tilfælles, siger hun, at man ikke er anonym, men bliver givet en plads.
Foreningslivet er rigt, og man er – også i dag – god til at få hænderne op af lommerne. Marianne Gaarden er ud over at være biskop for Lolland og Falster også biskop for Danmarks migrantmenigheder. Her møder hun mange mennesker med bindestregsidentiteter. Dansk-argentinere, for eksempel, og på samme måde siger hun, at hendes hjemegn er en del af hendes bindestregs-identitet.
”Jeg er vendelbo og noget andet.”
Hvad det andet er, er hun dog ikke helt afklaret omkring, for det ville nok alligevel være for intimiderende for de ægte falstringer, hvis hun kaldte sig falstring efter fire år på egnen. Marianne Gaarden er i dag gift med Michael Schelde, der tidligere var leder for Grundtvig Centeret i Aarhus. Han havde sammen med sin afdøde første hustru et sommerhus i Sæby i det østlige Vendsyssel, og det har han beholdt sammen med Gaarden. Så indimellem kommer hun hjem. Her forstår hun modsat sin vestjyske mand, hvad kloakmesteren mener, når han siger, at han ikke har ”ståæj” til at skifte deres septiktank i næste uge.
”Det betyder, at han ikke har stunder til det. At han ikke har tid. Når man er et sted, hvor man ikke fuldstændig kender de kulturelle koder og normerne, er man lidt mere på mærkerne. Men når jeg er i Vendsyssel, slapper jeg af.”
Hvad kan man mere sige om vendelboens sindelag? Marianne Gaarden har et par bud: Der er ikke status i at være højtskrydende. Man bruger ikke mange superlativer, men griner lidt i skægget af dem, der praler af, hvor betydningsfulde de er. Men man har også omsorg for dem, for man ved, at de nok ikke har så høje tanker om sig selv, hvis de har behov for at opliste alle deres meritter. En vendelbo ydmyger ikke andre, men bruger humoren til mellem linjerne at give udtryk for sin holdning. En vendelbo er bestemt ikke indifferent, men man får sjældent ren besked – beskeden ligger i det usagte, sådan som storebror Orla og lillebror Poul udtrykte det i begyndelsen af denne artikel. Det betyder, at vendelboen har høje forventninger til modtageren af de ord, han eller hun siger. Fordi der ligger så meget bag ordene. Og det hele viser sådan set tilbage til det mellemrum, som Marianne Gaarden ser som en slags universel afstand imellem mennesker.
”Det er en afstand, men også det rum, hvor det fælles og det, vi kalder frem i hinanden, opstår. Jeg synes, det er kendetegnende for vendelboer, at de har en intuitiv forståelse af det mellemrum. Man ønsker ikke at intimidere den anden. Den respekt giver den anden en frihed til at være den, han eller hun er.”
Det bedste eksempel på, at ikke alle forstår eller fornemmer det mellemrum, finder Marianne Gaarden faktisk hos lillebror Pouls kone. Da Poul var død, og Orla skulle begrave sin hustru, ankom svigerinden til begravelsen hele vejen fra København. Uden for kirken gik hun sin svoger i møde med et stort smil og råbte ”hvor er det dejligt at se dig!”, husker Marianne Gaarden.
”Man stod der og krøllede tæer, for det var en helt forkert attitude at komme med til den begravelse. Der var ikke noget, der var dejligt, min mormor var død, og min morfar var i dyb sorg. Men selvom svigerinden opførte sig intimiderende i en vendelbos øjne, var der selvfølgelig ikke nogen, der fortalte hende det. Vi smilede bare lidt ad hende.”
I en tid, hvor tabuer helst skal nedbrydes, og hvor størrelser som skam og ensomhed har entydigt negativ klang, ligger der en modstrøm i at ønske at bevare det mellemrum. Ved at fastholde, at man ikke kan tillade sig at spørge om alt, at ikke alle følelser og tanker skal på bordet.
”Som præst oplever jeg det sommetider, når mennesker er døende. Så er der en, der tilkalder præsten, fordi den døende gamle mand og hans kone ikke taler sammen om den forestående død. Men hvem siger, de skal snakke om det? Hvem er det, der har det behov? Den ene er ved at indstille sig på at skulle leve videre uden den anden, og den anden er ved at indstille sig på at skulle slippe livet. Måske har man ikke efter 65 års samliv behov for at evaluere det hele. Måske er det nok at sige tak til hinanden.”
Marianne Gaarden forsøger selv at respektere mellemrummet mellem mennesker. Det lykkes ikke altid, men det er et godt ideal, synes hun. For eksempel i forhold til hendes i dag voksne sønner på 24 og 27 år. Som mor, siger hun, skal man ikke stille sine sønner direkte spørgsmål. Men man kan håbe på en stund sammen, for eksempel på en køretur, hvor man sidder ved siden af hinanden i bilen og ikke kigger på hinanden, men på vejen. Lidt ligesom to gamle vendelboer, der kigger på et fyr.