Mary Stuarts rosenkrans fortæller Englands historie

Den skotske dronning Mary Stuart var en af historiens politiske tabere, men hendes romantiske appel er usvækket. Derfor er sommerens tyveri af den rosenkrans, hun bar på skafottet, blevet så stor en historie

Da Mary Stuart havde fået hugget hovedet af, blev huggeblokken, hendes klæder og andre personlige ejendele brændt, ligesom hendes hjerte blev skåret ud og begravet for at forhindre sympatisører i at indsamle relikvier, som kunne bruges til at mindes hende som martyr. – Illustration: ”Mary Queen of Scots (1542 - 1587) in A Striking Red Costume”.  Historia/Ritzau Scanpix
Da Mary Stuart havde fået hugget hovedet af, blev huggeblokken, hendes klæder og andre personlige ejendele brændt, ligesom hendes hjerte blev skåret ud og begravet for at forhindre sympatisører i at indsamle relikvier, som kunne bruges til at mindes hende som martyr. – Illustration: ”Mary Queen of Scots (1542 - 1587) in A Striking Red Costume”. Historia/Ritzau Scanpix

Man skal ikke have beskæftiget sig meget med Storbritannien, før det bliver klart, hvor stor en rolle 1500- og 1600-tallets tumultariske historie spiller som baggrundstæppe for nutidens politiske og kulturelle strømninger.

Det gælder landets udtræden af EU, der ofte er blevet iscenesat som en moderne reformation, hvor Storbritannien atter blev herre i eget hus uden indblanding fra kontinentet. Det gælder også premierminister Boris Johnsons nylige katolske bryllup med sin katolske kæreste på trods af gommens to forudgående giftermål. Boris Johnson er selv katolsk døbt, og det var oplagt, at medierne begyndte at sammenligne Johnson med Henrik VIII og dennes strid med paven om, hvor mange gange man egentlig kan gifte sig.

Litteratur og film dyrker også ivrigt perioden. Thomas Cromwell, der på vegne af Henrik VIII med stor energi fik nedlagt klostre og inddraget jordene under kongemagten, er genstand for en af de mest omtalte og succesfulde romanserier i nyere tid, ”Wolf Halltrilogien” af Hilary Mantel, der tilmed har vundet Booker Prisen for en af romanerne. Også i sportens verden spiller religionsskiftet ind, og når de to skotske fodboldklubber Celtic F.C. og Rangers FC spiller mod hinanden, er luften tyk af sekteriske stridigheder mellem katolikker (Celtic) og protestanter (Rangers).

Nyheden om, at Mary Stuarts rosenkrans denne sommer var blevet stjålet fra sit faste opbevaringssted i en montre på Arundel Castle i Sussex, lagde sig i samme slipstrøm. For hun hører til på den katolske side af Reformationen, og hendes liv genkalder et drama, der har fænget bredt lige siden. Mary, som briterne kalder Mary Queen of Scots, blev dronning af Skotland få dage efter sin fødsel i 1542, men blev afsat i 1567 og året efter tvunget til at flygte til England, hvor hendes slægtning og rival Elizabeth I de næste 19 år fik hende spærret inde på forskellige slotte. Mary forsøgte flere gange at flygte, og i 1586 blev hun involveret i en vild plan om at myrde Elizabeth for selv at blive dronning af både Skotland og England og gøre begge lande katolske igen. Året efter blev hun på Elizabeths ordre halshugget i Fotheringhay Castle nord for London. Hun var da 44 år gammel.

Reformationen på de britiske øer var en kompliceret og blodig affære. I flere adelsfamilier og i forskellige egne af landet holdt man fast ved katolicismen, der således aldrig døde ud, sådan som det skete i Skandinavien. Den regerende Tudor-familie var tilsvarende religiøst sammensat, og de forskellige monarkers politik på området var altid i modstrid med forgængerens. Henrik VIII brød ikke med Rom, fordi han var blevet protestant, men fordi paven ikke ville lade kongen skille sig fra sin første kone. Det var ikke usædvanligt, at katolske monarker skændtes med paven, og på sit dødsleje betragtede Henrik VIII formentlig sig selv mere som katolik end som noget andet. Henriks søn, Edward VI, var til gengæld overbevist protestant, og da han i 1547 arvede konge-riget, afviste han sin fars konstruktion til fordel for en anden og mere radikal engelsk reformation. Edward døde selv i 1553 og blev efterfulgt af sin halvsøster Mary Tudor, der måske atter havde gjort England katolsk, hvis ikke hun var død som 42-årig efter kun fem år på tronen. Først med Marys halvsøster, Elizabeth I, der blev dronning i 1558, blev en protestantisk (anglikansk) kirkeordning endeligt gennemført.

Alligevel sad Elizabeth ikke sikrere i sadlen, end at hun anså Mary Stuart for en trussel mod sit greb om magten. Mary var oldebarn af Tudor-dynastiets grundlægger, Henrik VII, og mange engelske katolikker anså hendes ret til den engelske trone for større end Elizabeths. Elizabeth var nemlig ”kun” datter af Henrik VIII og hans anden kone, Anne Boleyn, og da kongen fik Anne henrettet, erklærede han samtidigt Elizabeth for uægte. Dynastiske forhold var afgørende i datidens politik, og hvis der kunne rejse tvivl om legitimiteten, gjaldt det om at sikre sig. Og det var, hvad Elizabeth gjorde.

På skafottet havde Mary Stuart sandsynligvis rosenkransen med sig, da hun med stor værdighed bad sine bønner og til sidst lagde hovedet på blokken. Omkring 100 tilskuere kiggede på og var vidne til en grusom affære, hvor bøddelen måtte hugge hele tre gange med sin økse, førend Marys hoved var skilt fra kroppen. Da hun var død, blev huggeblokken, hendes klæder og andre personlige ejendele brændt, ligesom hendes hjerte blev skåret ud og begravet, for at forhindre sympatisører i at indsamle relikvier. Ikke desto mindre fik adelskvinden Anne Dacre overladt rosenkransen, som Mary havde testamenteret hende. Anne Dacre var gift med Philip Howard, 1. jarl af Arundel, og siden da har rosenkransen været i Howard-familiens eje.

Denne proveniens tilføjer endnu et lag til historien. For Philip Howard tilhørte en af Englands mest sagnomspundne adelsfamilier og var søn af den 4. hertug af Norfolk, der 15 år tidligere selv var blevet henrettet for at have konspireret mod Elizabeth og planlagt at gifte sig med Mary Stuart. Philip Howard blev for sit vedkommende fængslet i Tower af religiøse grunde, hvor han døde af sygdom, så Howard’erne var en familie, der vidste, at faldet fra magtens tinder både kunne være pludseligt og livsfarligt.

Den nuværende hertug af Norfolk er den 18. i rækken, og for de tusinder af turister, der hvert år besøger hans residens på det næsten 1000 år gamle Arundel Castle, var slottet det perfekte opbevaringssted for Mary Stuarts rosenkrans. For lige som hende holdt Howard-familien fast ved deres gamle tro, selvom det kostede dem dyrt. Rosenkransen blev således ikke stjålet fra et tilfældigt historisk museum, men fra hjertet af et aristokratisk og slægtsbevidst miljø, som Mary Stuart ville kunne identificere sig med. Alt dette bidrog til at nyheden om tyveriet lynhurtigt fængede i hele den engelsksprogede verden.

Rosenkransen var kun en blandt flere genstande, som tyvene tog, til en samlet værdi af over 1 million pund (8,6 millioner kroner). Størstedelen af byttet bestod af en samling kroningspokaler i guld og sølv, som skiftende hertuger havde fået fra britiske monarker, fordi det traditionelt er hertugen af Norfolk, som tilrettelægger vigtige ceremonielle begivenheder i det engelske kongehus.

Som meditationsredskab er en rosenkrans en meget personlig, næsten intim, genstand, der følger sin ejer gennem alle livets tilskikkelser. Brugen går tilbage til højmiddelalderen, og Mary Stuarts eksemplar er et fornemt guldsmedearbejde fra det 15. århundrede bestående af 50 små og fem store guldperler samt et krucifiks behængt med tre naturperler. Der kendes to andre rosenkranse, der har tilhørt hende, men ingen af dem er forbundet med så dramatisk og personlig en historie som den fra Arundel Castle. I 1985-86 indgik det enestående smykke i en prestigeudstilling af skatte fra britiske slotte og herregårde, der blev vist i Washington D.C. og London.

I skrivende stund er rosenkransen ikke genfundet trods politiets ihærdige efterforskning og udlovelsen af en stor dusør. Det eneste, der hidtil er dukket op, er en udbrændt bil og to slidte malerstiger, som tyvene formentlig har brugt ved indbruddet. En teori, som efterforskerne arbejder med, er, at tyvene ikke vidste, hvad de skulle gå efter, men blot tilfældigt tog de flotte kroningspokaler, og alt hvad der i øvrigt var i montren. I så fald er det hele måske for længst smeltet om, og både rosenkrans og pokaler tabt for altid.

En anden teori er, at tyveriet var en bestillingsopgave fra en kriminel samler, der er besat af Mary Stuart og hendes historie. I så fald er rosenkransen nok bevaret, og der er fortsat håb om, at den en dag bliver genfundet. Indtil det måtte ske, har den romantiske historie om den skotske dronning, der af religiøse, politiske og familiemæssige grunde endte på skafottet, fået masser af ny energi.

Mary Stuart (1542-87) var eneste barn af James V af Skotland og franske Marie de Guise. James døde få dage efter hendes fødsel, og allerede som spæd blev Mary dronning af Skotland. Siden blev hun opdraget i Frankrig, hvor hun i 1558 blev gift med den franske kronprins.

Efter kronprinsens tidlige død vendte Mary i 1561 tilbage til Skotland, hvor teologen John Knox og flertallet af de skotske stormænd arbejdede på at gøre Skotland protestantisk. Mary holdt dog fast ved sin katolicisme, og hendes korte regeringstid var stærkt præget af religiøse stridigheder.

I 1565 giftede den høje, smukke, rødhårede dronning sig med Henry Stuart, lord Darnley, med hvem hun fik en søn, den fremtidige James VI af Skotland (og James I af England). Imidlertid blev Darnley jaloux på Marys italienske sekretær David Rizzio, som han myrdede i 1566 i Marys påsyn, for selv året efter at blive dræbt af en anden af Marys favoritter, James Hepburn, jarlen af Bothwell (der senere flygtede til Danmark og ligger begravet i Fårevejle Kirke).

Da Mary i 1567 giftede sig med Bothwell, blev det kritiseret af både paven og af de skotske stormænd. Stormændene gjorde oprør, besejrede Marys hær og fik hende fængslet. I 1567 abdicerede Mary, for året efter at flygte fra sit fængsel, rejse endnu en hær og atter blive besejret. Herefter flygtede hun til England, hvor hun var Elizabeth I’s fange indtil henrettelsen i 1587.

Da Marys søn James i 1603 blev konge af England, fik han hende genbegravet i Westminster Abbey, hvor hun ligger tæt på Elizabeth I.

Mary Stuarts skæbne har inspireret kunstnere siden det 16. århundrede. Hendes liv og skæbne er mange gange blevet fortalt på vers og prosa, i historiske biografier og børnebøger, som opera og på film. Romantikerne så hende som en politisk heltinde og religiøs martyr, andre som hovedpersonen i en menneskelig tragedie, som Shakespeare kunne have skrevet. I vor tid er det særligt rivaliseringen mellem skotske Mary og engelske Elizabeth, der fascinerer. I dem står på den ene side den gamle verdens tro på monarken som Guds salvede og på den anden side renæssancens erfaring med, at hensynsløshed er helt afgørende, hvis man skal vinde i politik.