Med fuldt overlæg var jeg med til at tage glæden fra et menneske

Når nogen må ofres for fællesskabets skyld - bliver afvist, overset eller uretfærdigt holdt udenfor, bærer man dem med sig gennem livet som en uhelbredelig uro i kroppen

I koret, Iben Krogsdal sang i som ung sopran, sang også en ældre mand - i en anden toneart end de andre. Til sidst stod det klart: "Vi måtte vælge mellem ham eller de andre mænd: Nogen skulle ud." Illustration: Rasmus Juul
I koret, Iben Krogsdal sang i som ung sopran, sang også en ældre mand - i en anden toneart end de andre. Til sidst stod det klart: "Vi måtte vælge mellem ham eller de andre mænd: Nogen skulle ud." Illustration: Rasmus Juul.

Det har naget mig i flere årtier: at jeg engang med fuldt overlæg var med til at tage glæden fra et menneske. Jeg var et forår kommet med i et nystartet kor, der bestod af cirka 25 mænd og kvinder. Selvom vi var amatører, havde koret et vist ambitionsniveau, og vores dygtige korleder krævede, at vi tog musikken alvorligt og øvede os. Planen var, at vi med tiden skulle ud i landet og give koncerter.

Der var en stemning af begyndelsesrus i koret, når vi mødtes, og alt var godt. Jeg var ung sopran og næsten rørstrømsk glad over at være med i dette lovende fællesskab. Der var bare lige ét lille problem: I koret var der en ældre, godmodig og sorgerfaren mand, der aldrig før havde sunget i kor, og for hvem korsangen var som en åbenbaring af nyt liv. Og han blev så begejstret, når vi sang, at han slet ikke kunne styre sin glæde og kom til at synge alt, alt for højt.

Vores korleder prøvede gang på gang at få ham til at dæmpe sig, for ikke alene sang han frygteligt gennemtrængende. Han sang også i en lidt anden toneart end os andre. Mændene ved siden af ham kunne ikke ramme tonerne, når han først gav sig hen. Og selvom han prøvede, kunne han simpelthen ikke kontrollere sin glæde!

Hver gang korlederen fik ham til at synge lavere, gik der få minutter, så lod han sig igen rive med. Og til sidst stod det klart, at vi måtte vælge mellem ham eller de andre mænd: Nogen skulle ud.

Vores korleder fik den ulykkelige opgave at ringe og fortælle manden, at han desværre ikke kunne være med længere, og manden tog efter sigende beslutningen pænt i telefonen. Korlederen skulle bare hilse os andre og sige tak for oplevelsen og undskylde det besvær, han havde været skyld i.

Så burde den hellige sang jo være vel forvaret. Men da vi mødtes første gang efter udsmidningen, var stemningen i øvesalen helt forandret. Vi stod lidt kejtede mellem hinanden, forlegne, ja, næsten som med blod på hænderne, og jeg tror, vi alle mærkede det: At vores fællesskab var dybt såret. Glæden var væk, og tankerne på ham, vi havde ofret på musikkens alter, fyldte hele rummet. Kort efter gik koret også af sig selv helt i opløsning; vi forlod det én efter en og kom aldrig til at give én eneste koncert sammen.

I mange år sad oplevelsen i mig (og sikkert i mange af os) som en lille, ond smerte. Hvad blev der af ham, vi smed ud? Sang han nogensinde igen? Hvor meget slog vi egentlig ihjel for ham?

Jeg har tænkt på ham, når jeg siden i andre sammenhænge har været med til at ofre nogen for et fællesskabs skyld: dem, der bliver afvist, overset, fravalgt, måske ligefrem uretfærdigt holdt udenfor. Dem, man bærer med sig gennem livet som en uhelbredelig uro i kroppen. Jeg har også tænkt på ham, når jeg selv er blevet fundet for let eller anderledes af et fagligt eller kunstnerisk fællesskab og er blevet sendt vraget ud i mørket.

Men en sommerdag for få år siden var jeg til gudstjeneste i en kirke, jeg ikke kendte. Der var kun ganske få, og jeg sad oppe foran, da jeg et par sekunder inde i første salme pludselig blev ramt af en øredøvende stemme omme bagfra.

Jeg vendte mig om, og der sad han: manden fra koret! Han var blevet lille og gråhåret, men det var ham! Og det var helt umiskendeligt hans stemme! Han sang præcist lige så vildt som dengang og præcis lige så jublende.

Jeg sejlede af lettelse. For tænk, at det virkelig var lykkedes ham i kirken at finde det måske sidste store sted, hvor man kan synge for glædens skyld og ikke for præstationens. Det sted, som ingen kan smides ud fra. Det rummer en opløftelse, der langt overgår, hvad vi selv forstår.

Og det rummer håb for alle os med samvittighedsnag, der frygter, at vi tog en glæde fra nogen for altid. Hvad ved vi egentlig? Lige pludselig kan livet blæse det lige lukt ind i vores åbne ansigt med sin helt egen stemme: at glæden, den kan ingen af os slå ihjel for evigt. For i sidste ende er tilværelsens veje langt bredere, end alle vi små hverdagsmordere aner.

Og hvem ved: Et sted her eller hisset synger de mennesker, vi af gode og dårlige grunde tog glæden fra, måske endnu højere og lykkeligere end før.

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.