Klimafrygten vokser. Visionen om en fremtid med klimakaos opleves som mere og mere håndgribelig, i takt med at tørke og skovbrande hærger i USA, mens oversvømmelserne i Tyskland og Belgien har kostet over 200 dødsofre den forgangne uge og efterladt apokalyptiske ødelæggelser, som de ældste borgere ikke havde set siden bombeangrebene under Anden Verdenskrig.
Sidste år viste en undersøgelse fra de amerikanske psykiateres sammenslutning, APA, at 69 procent af amerikanerne føler sig temmelig eller meget bange for konsekvenserne af klimaforandringerne. Og næsten samtidig gjorde det lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet opmærksom på, at klimabetingede naturkatastrofer som skovbrande, hedebølger, orkaner og oversvømmelser kan udløse både depressioner og angstsymptomer som søvnløshed og panikanfald.
Efter den seneste uges oversvømmelser har paven bedt for klimaofrene, og også de tyske kirker har opfordret til at søge trøst og sammenhold i bøn. Præcis som tidligere generationer har gjort, når naturkræfterne gik amok.
Klimakriser påvirker vores eksistens, og hvis man spørger Philip Jenkins, kan utrygheden over et uforudsigeligt vejrlig få markante politiske og religiøse konsekvenser – med alt fra social uro over konspirationsteorier til religiøs vækkelse.
Han er professor i historie ved baptist-universitetet Baylor i Texas og en af lederne af universitetets institut for religionsforskning. Og han argumenterer for, at de fleste markante episoder i religionshistorien i virkeligheden kan kædes sammen med klimaet.
”Klimaet skabte den moderne religiøse verden,” lyder det overraskende budskab i hans nye bog, ”Climate, Catastrophe and Faith (Klima, Katastrofe og Tro), der ikke er udkommet på dansk.
Den britiskføde historiker har genlæst religionshistorien med klimabrillerne på. Og da han holdt religionshistorien sammen med klimahistorien, viste der sig et mønster:
”Mange store religiøse opbrud falder sammen med en alvorlig klima- eller naturkatastrofe,” siger han.
”Det er en antropologisk rodfæstet erfaring, at eksistensen trues af klimafænomener. De kan ødelægge høsten, skabe sult og hungersnød og fjerne eksistensgrundlaget. Det har mennesker levet med gennem årtusinder, hvor overlevelse var helt afhængig af, at vejret artede sig. Og Guds eller gudernes vrede mod syndige mennesker var den eneste forklaring, man havde på disse trusler mod eksistensen.”
Set gennem Philip Jenkins’ briller kan man spore både baptister, presbyterianere og kvækere til 1600-tallet, der oplevede ekstremt lave temperaturer og hungersnød. I 1800-tallet kan mormonerne og Jesu Kristi Kirke af de Sidste Dages Hellige måske takke en vulkan i Indonesien for deres eksistens.
Kirkens grundlægger, Joseph Smith, var 14 år, da han fik sin første vision, men allerede fem år forinden gik Tambora-vulkanen i udbrud og udsendte så store askemængder, at det påvirkede klimaet mange steder i verden og gjorde 1815 til ”året uden sommer” og udløste apokalyptiske bevægelser mange steder i verden.
Eller tag 1700-tallets Store Vækkelse på det amerikanske kontinent, der tog særlig fart omkring det tidspunkt i 1741, da den protestantiske forkynder Jonathan Edwards holdt sin berømte prædiken, ”Syndere i hænderne på en vred Gud”, som i dag betragtes som en religionshistorisk milepæl.
”Den prædiken er en af de mest kendte i historien, fordi den er et eksempel på, hvordan en apokalyptisk bevægelse pludselig fik tag i folk. De var rædselsslagne for, at Guds straf var over dem. Men sjovt nok er der ingen, der har bidt mærke i, at Edwards og hans tilhørere befandt sig i en forfærdelig periode med ekstremt vejr og nogle af de laveste temperaturer, der var blevet registreret i Amerika, men også i Europa med dårlige afgrøder og hungersnød til følge,” siger Philip Jenkins.
”Min pointe er, at der til alle tider findes apokalyptiske bevægelser, der tror på, at dommedag er nær. Men det er kun, når mennesker af en eller anden grund føler sig truede og er bange, at de begynder at lytte til dommedagsprædikanterne. Klimakriser gør folk modtagelige for religiøse forklaringer, der placerer klima- og naturkatastrofer i en religiøs fortolkningsramme som et udslag af Guds vrede over menneskers misgerninger,” siger historikeren.
Jonathan Edwards holdt sin tale midt i det, som er blevet kaldt den lille istid fra 1300-tallet og frem til omkring 1800. Henover disse 500 år finder Philip Jenkins flere perioder med både klimabetingede kriser og intens religiøs aktivitet.
En af dem er årene efter 1350. Regnen ødelægger afgrøderne år efter år. Det er ikke kun regn, men ekstreme skybrud, der får afgrøderne til at rådne på marken. Resultatet er fødevaremangel og hungersnød. Og det fører til religiøse forfølgelser, som ofte kendetegner perioder med klimakriser, påpeger Jenkins.
”Nogen må jo være skyld i, at Guds vrede således rammer verden, og det er jøderne, der udpeges. Det betyder ikke, at folk pludselig begynder at hade jøder ud af det blå. Der eksisterede modvilje mod jøder før, men det er først, da der kommer en katastrofe, at man begynder at forfølge dem,” siger han.
Nu falder denne periode også sammen med den sorte død, pesten, mens Europa i 1600-tallet hærges af Trediveårskrigen. Og Philip Jenkins lægger ikke skjul på, at både krige og epidemier kan være lige så vægtige forklaringer på religiøse opbrud.
”Jeg vil hverken forklare alting med klimaet eller påstå, at klimakriser automatisk fører til nye former for religiøsitet. Reformationen er for eksempel ikke et resultat af klimaforandringer. Men samfund, der rammes af klimakriser, vil automatisk opleve spændinger mellem befolkningsgrupperne og især forskellige etniske grupper, fordi der opstår konkurrence om ressourcerne. Derfor ser vi religiøse kampe og udviklingen af mere radikale idéer, men også forskellige former for konspirationsteorier, der blomstrer, når folk leder efter forklaringer,” siger Philip Jenkins.
Er frygten for klimaforandringer og global opvarmning så den virkelige årsag til, at konspirationsteorierne netop nu har så gode vilkår?
”Man kan ikke umiddelbart sige, om det er klimaet eller internettet og den meget lettere adgang til at cirkulere dem, der er skyld i de mange konspirationsteorier. Men de udfolder sig på et bagtæppe af fremtidsangst begrundet i klimadebatten. Og klimakrisen har et apokalyptisk potentiale. Klimaeksperter taler om klimaforandringerne i vendinger, der kan ligne dommedagsbeskrivelser om kommende truende katastrofer i form af økologisk sammenbrud,” siger han og fortsætter:
”For for eksempel klimabevægelsen Extinction Rebellion, der gennemfører militante aktioner i hele Europa, har denne karakter af en frygt for et uigenkaldeligt sammenbrud. Bevægelsen er for marginal til, at man kan sammenligne den med historiens store, religiøse opbrudsbevægelser. Men det er sådanne bevægelser, der kan blive mere udbredte som sekulariserede udtryk for et apokalyptisk verdenssyn.”
Philip Jenkins peger på, at det ikke kun er klimabevægelsen, der gør brug af et religiøst begrebsapparat:
”Der er også en sammenhæng mellem udviklingen af radikale jihadistiske organisationers fokus på dommedag og martyrium og så klimakrisen. Det er påfaldende, at vi ser en religiøs radikalisering netop i de områder som Mellemøsten og den vestlige del af Sahel-regionen i Afrika, hvor klimaforandringerne slår mest igennem.”
Han understreger dog, at historien ikke kan bruges til at forudsige, hvordan udsigten til betydelige klimaforandringer over de næste årtier vil påvirke religiøse og sekulære bevægelser.
”De moderne samfund er meget bedre til at beskytte sig mod klimaforandringer. Derfor ser vi ikke de markante symptomer i form af mere intens religionsudøvelse, som man så i historien. Men klimakriser har altid tidligere haft religiøse konsekvenser. Der er ingen grund til at tro, at det skulle være anderledes nu,” siger Philip Jenkins.