Prøv avisen
Mit nytårsønske

Børns Vilkår: Lad 2017 blive året, hvor medierne sætter mennesker før seertal

Der kan godt laves vedkommende tv om sårbare befolkningsgrupper, uden at det kammer over og kun tjener som underholdning for befolkningen hjemme i sofaen, skriver direktør for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl. Foto: Polfoto

Medierne har et stort ansvar, når de skildrer udsatte børn og unge. Grænsen mellem dokumentarisme og ren underholdning er i 2016 blevet overskredet for ofte, når medierne har skildret udsatte børn og unge

Er der en etisk problemstilling, der har haft svært ved at trænge igennem i 2016, og som bør komme på dagsordenen i 2017? Det har vi bedt medlemmerne af vores Etikpanel om at svare på. Denne gang er det direktør for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl, der kommer med sit etiske ønske for det nye år.

En af pigerne fra ’Tøndersagen’ medvirkede i midten af november i et dokumentarprogram på TV2. Pigen stod efter eget ønske frem med navn og ansigt, fordi hun var træt af at skjule sig. Udsendelsen går meget tæt på den 22-årige pige i nogle af hendes livs svære situationer. Seerne er for eksempel med ved hospitalssengen efter et selvmordsforsøg, og mens hun fixer kokain.

Dokumentaristerne tager hende i et følgende afsnit med på besøg hos en af de mænd, der i sin tid krænkede hende seksuelt. Det er en såkaldt ’konfrontation’ for at få svar på, hvordan han kunne få sig til at begå misbruget. Optagelserne viste ikke en angrende pædofil, men medførte tværtimod overskrifter i andre medier, som eksempelvis på TV2.dk: ’Gerningsmand fra Tønder: Du var jo vant til det.’

Dokumentaren fra Tønder er blot et af de stadigt hyppigere eksempler på, at tv-medierne i jagten på seertal og en fortælling ’der går rent ind’ går for tæt på udsatte børn og unge. For at opnå størst effekt flyttes grænserne løbende for, hvad der af journaliststanden åbenbart betragtes som etisk forsvarligt. Denne udvikling kan skade de som portrætteres, og derfor er vores nytårsønske for 2017, at medierne strammer op og viser et større hensyn til de medvirkende udsatte børn og unge.

Børns Vilkår har modtaget en bevilling til at støtte personer, der ønsker at rejse erstatningssag for offentlig svigt i deres barndom. Børnene har typisk været udsat for svigt som vold og seksuelle overgreb af deres nærmeste uden at samfundet har grebet ind – trods blinkende advarselslamper. Nogle af sagerne er på grund af deres voldsomme karakter blevet eksponeret i medierne – og nogle af de svigtede har valgt at træde frem. Børns Vilkår råder dog aldrig de unge til at stå frem, men advarer om at det kan få store personlige konsekvenser fremover at blive offentlig associeret med en historie om en barndom og ungdom præget svigt og misbrug. Det kan komme til at følge en, hvor man end befinder sig – fysisk eller virtuelt – også mange år efter, at man måske er lykkedes med at lægge det bag sig. Dette skal vejes op mod den eventuelle helende eller terapeutiske effekt, det kan have at stå frem og fortælle historien.

Ifølge TV2 har behandlere på et psykiatrisk hospital vurderet, at den unge kvinde fra Tønder-sagen er i stand til at overskue konsekvenserne af at stå frem, men tv-stationen har alligevel valgt at tilbyde 14 timers psykologhjælp som støtte. Dette i og for sig sympatiske tilbud er dog også et tegn på, at TV2 godt ved, det har konsekvenser, at hendes identitet nu afsløres for hele befolkningen. I Børns Vilkår frygter vi dog, at disse konsekvenser ikke løses med 14 psykologtimer – men kan opstå igen og igen senere i livet.

Desuden mener vi, at det er helt uansvarligt at lade offer og krænker mødes foran et rullende kamera uden at beskytte offeret meget bedre, end det tilsyneladende er tilfældet. Et sådan møde bør kun ske efter nøje overvejelser fra de behandlere, der er omkring offeret, og der bør være en erfaren terapeut til stede, der kan gribe ind og styre processen. Herudover skal krænkeren være parat til at undskylde og kunne påtage sig sit ansvar, samt have en vis grad af empati og evne til mentalisering. Intet af dette var på plads i dette tilfælde.

Balancen mellem dokumentarisme og udstillelse som ren underholdning er somme tider hårfin. Der kan dog godt laves vedkommende tv om sårbare befolkningsgrupper, uden at det kammer over og kun tjener som underholdning for befolkningen hjemme i sofaen – populært kaldet socialporno.

Et vellykket eksempel er DR3’s dokumentar ’Prinsesserne fra Blokken’. Her følger man 6 unge kvinder, der er vokset op i betonbyggerier på den københavnske vestegn, hvor udseendet pimpes med botox, plastikoperationer og falske øjenvipper – og bliver en slags panser mod tilværelsen. Man følger kvinderne, når de med rygsækken fyldt med klirrende flasker tager til trancefester, og når de dvæler ved livet, skulder ved skulder, over en joint. Seksuelle overgreb, anbringelser og fravær af voksne rollemodeller er et underliggende vilkår for nogle, men ikke noget der udpensles.

Kvinderne fremstilles ikke som ofre. Tværtimod får vi et indblik i deres verden, der øger forståelsen for hvem de er og hvorfor de har valgt at leve deres liv, som de gør. Dermed får dokumentaren et sigte, der rækker længere end underholdning og udviser respekt for de medvirkende.

Vi har brug for den debat og den bevidstgørelse, som følger af dokumentaristiske skildringer af udsatte børn og unge – men vi har også brug for dokumentarister, der kan fortælle en historie om svigt, uden hovedpersonen svigtes igen. Det kræver dygtighed og andre virkemidler end de gængse – så kære medier: Løft venligst den udfordring i 2017.

Det er nemmere sagt end gjort. Men det mindste vi kan gøre, er at forsøge at lave tv-dokumentarer med respekt og omsorg for de personer og grupper, det handler om.