DR udfordrer igen det romantiske ægteskab

I aften får den fjerde sæson af "Gift ved første blik" premiere. I programmet parrer DR enlige danskere, som lader sig vie uden at have mødt hinanden før. Men hvad er den dybere mening med programmet egentlig? Læs eller genlæs denne artikel, som vi skrev, da første sæson blev vist i 2013

I ”Gift ved første blik” kommer en række enlige danskere gennem en udvælgelsesproces, hvorefter de bliver viet uden at have set hinanden før.  Her ses Mette, der er en af deltagerne i den nye sæson.
I ”Gift ved første blik” kommer en række enlige danskere gennem en udvælgelsesproces, hvorefter de bliver viet uden at have set hinanden før. Her ses Mette, der er en af deltagerne i den nye sæson. Foto: Snowman Production ApS/DR Presse

Kan to mennesker, der aldrig har mødt hinanden, få et godt og lykkeligt liv sammen som ægtefolk? Det undersøger Danmarks Radio i et nyt tv-program med titlen Gift ved første blik, som blev vist første gang onsdag aften på DR 3.

I programmet lader en række enlige danskere sig interviewe af et ekspertpanel bestående af to psykologer, en sexolog og en præst. Panelet sætter derefter deltagerne sammen to og to, hvorefter de bliver viet uden at have mødt hinanden før.

Kanalredaktør på DR 3 Irene Strøyer fortæller, at tanken med programmet er at udfordre de selvfølgeligheder og normer, der er i samfundet omkring kærlighed og parforhold.

"Måske er vi ikke altid selv de bedste til at se, hvad der er godt for os. Flere og flere lever som singler og har svært ved at få kærligheden til at fungere. Så vi vil gerne prøve at vende hele tilgangen til parforholdet på hovedet," siger hun.

I dag er forpligtigelse næsten blevet et fy-ord, mener Irene Strøyer. Mange har en angst for at træffe de forkerte valg og vil gerne have muligheden for altid at kunne trække følehornene til sig.

"Måske er det det, der gør det svært at få kærligheden til at blomstre. Det vil vi gerne udfordre," siger hun.

Det kan der være fornuft i, mener Anne Marie Pahuus, prodekan ved Aarhus Universitet og filosof med speciale i etik og moralfilosofi.

"Det er fint, at DR sætter kærligheden til debat og løfter os op over begrebet om den eneste ene. Her ved de medvirkende godt, at de sandsynligvis ikke finder den eneste ene, men måske finder de en, der dur, eller som de kan lære at leve sammen med. Ægteskabet har ikke brug for at blive punkteret, men det har vores forventninger om at finde den store kærlighed, den eneste ene og den evige lykke i parforholdet. Derfor er det fint, at DR viser det mis-match, der kan være mellem virkeligheden og de urealistiske drømme," siger hun.

Samtidig er programmet et sjovt modtræk til, at folk i dag ellers meget gerne vil have meget vide rammer for at træffe frie valg, siger Anne Marie Pahuus. I programmet giver man afkald på den frihed, og det er interessant, siger hun:

"Selvfølgelig er det lidt naivt at tro, at en person, der har læst psykologi eller antropologi kan se noget, som man ikke selv kan se. Men man kan godt forstå deltagerne, for de trives jo ikke i deres singleliv."

Katrine Winkel Holm er teolog, debattør og medlem af DRs bestyrelse. Hun er dybt forarget over programmet, som hun mener, gør grin med en af de vigtigste og alvorligste begivenheder i et menneskeliv.

"Det er hovedrystende, at en public service-kanal kan stå bag sådan et narreværk af et program, og det er uforståeligt, at en sognepræst vælger at være en del af det. En præst er Guds ords tjener og ikke en guru med særlig evne til at parre ensomme teenagere med hinanden. Det er ikke public service, det her. Det er at give ægteskabet fingeren," siger hun.

Ifølge Katrine Winkel Holm er det et helt forkert signal at sende til unge, at ægteskabet bare er fis og ballade. Ægteskabet er nemlig en dybt alvorlig pagt, man indgår, og et løfte man holder, siger hun.

"Jeg har hele tiden været skeptisk overfor kanalen DR3, fordi jeg frygtede, det ville føre til en kommercialisering, og det er desværre det, vi ser her. Det er en kommerciel udgave af et arrangeret ægteskab, og det er at hive alt, hvad der er helligt, gennem sølet."

Forfatter og sognepræst Sørine Gotfredsen er heller ikke udpræget begejstret for programmet, som hun dog ikke har set. Hun mener, det lyder overfladisk.

"Når to mennesker bliver forelskede, og kærlighed mellem dem opstår, skyldes det jo ofte underlige og irrationelle forhold, som man ikke kan se med det blotte øje. De faktorer, som gør, at man knytter sig til hinanden, tror jeg ikke uden videre, at en psykolog og en antropolog kan gennemskue," siger hun.

Samtidig har programmet ifølge Sørine Gotfredsen umiddelbart en meget romantisk tilgang til, hvad det vil sige at være menneske.

"Titlen Gift ved første blik er jo er en omskrivning af kærlighed ved første blik, og i den sætning ligger der en formodning om, at to mennesker bare kan passe perfekt sammen uden videre. Man fokuserer altså på det romantiske ved parforholdet frem for på den tilvænning og de kompromisser, der også er i et ægteskab. Så det virker lidt letkøbt og som om, der er mest fokus på det romantiske og lystbetonede og ikke så meget på alvoren," siger hun.

Kanalredaktør på DR3 Irene Strøyer mener ikke, at programmet bare er letkøbt, tom underholdning.

"Vi tager ægteskabet meget seriøst. Det er derfor, vi har lavet programmet. Vi ser ægteskabet som den ultimative forpligtigelse mellem to mennesker og som den ideelle ramme for, at kærligheden kan modnes. Det overrasker mig ikke, at programmet har skabt debat, men vi har de bedste intentioner, og vi tager ægteskabet meget seriøst, det er derfor, det er med i eksperimentet," siger hun.