Tænk, hvis lærker og viber kunne betale sig

Lærken er ved at forstumme, men endnu kan der i det skønne forår høres en slags fuglenes melodigrandprix, skriver Leif Hjernøe i dagens mediekommentar

Sanglærke
Sanglærke. Foto: Michael Jensen/Biofoto/.

mediekommentar

DET ER RET EJENDOMMELIGT at tilhøre den sidste generation, der kan huske Danmarks befrielse. Datoerne den 4. og den 5. maj fik livsvarig betydning. Til næste år er det 70 år siden. Et lykkeligt sammenfald af frihed og forår var det.

Siden 1945 har jeg hvert år på denne tid, når de første forårsbebudere blandt fugle meldte sig, derfor altid nynnet de første linjer af Mads Nielsens frihedssang: En lærke letted, og tusind fulgte, og straks var luften et væld af sang. Lidt forstemmende er det imidlertid, at dette væld af lærkesang er ved at forstumme. Det østjyske kulturlandskab har på grund af effektiv jordbehandling, og hvad dertil hører af gødning, sprøjtning og gyllespredning, givet sanglærkerne trange kår.

I P1s Natursyn kunne man i søndags, altså netop en 4. maj, høre om, hvordan de samme vilkår er ved at udrydde den ellers ret robuste vibe. Siden 1975 er fire ud af fem vibepar forsvundet. Ungerne dør simpelthen af sult på de drænede marker.

Af programvært Jens Olesens samtale med Vibemanden, pensioneret folkeskolelærer Niels Andersen fra Svendborg, fremgik det, at landbrugets intensivt udviklede dyrkningsmetoder forsimpler landskabets plante- og dyreliv.

LÆS OGSÅ:
Vi græder på sidelinjen

Tænk, hvis lærker og viber kunne betale sig! Men det kan de åbenbart ikke. Som det blev sagt i udsendelsen: Det er svært at kapitalisere livsværdier. Der er ikke råd til at give plads til lærkepletter og vibelavninger. Foråret bliver mere og mere fattigt.

End ikke regnormene får en chance. For blot en menneskealder siden blev alle køer sendt på græs. Det var stærkt underholdende at lytte til Niels Andersens redegørelse for, hvad det medførte af livgivende kokassekultur.

Jeg mindedes min egen barndoms markområder syd for Aarhus. Dengang var der råd til lærkesang og vibeskrig over fugtige enge, langs levende hegn, moser og bække. Naturen var rig. Tænk, at der dengang var flere tons regnorme under jorden end kødkvæg ovenover!

Endnu kan der dog i dette skønne forår høres en slags fuglenes melodigrandprix. Gransangere, gærdesmutter, solsorte, musvitter, blåmejser, bogfinker, grønirisker og nu også landsvaler konkurrerer på livet løs om redesteder og yngleterritorier.

Midt i en tid, hvor DR 1 hver eneste aften har udsendelser om det kommende europamesterskab i popmusik, også omtalt som ESC (Eurovision Song Contest 2014), kunne jeg misundeligt ønske mig, at lige så mange ressourcer blev afsat til at skabe opmærksomhed om naturens kor af alt for upåagtede sangfugle.

Det skulle i så fald være for at fremme naturens forbilledlige mangfoldighed og for at modvirke enhver form for unaturlig monokulturel ensretning.

For det bliver det mest interessante ved det, der både i aften, på torsdag og på lørdag skal udspille sig i B&W-Hallerne på Refshaleøen i Københavns Havn: I hvor høj grad vil hver fugl få mulighed for at synge med sit originale næb? Der bliver jo ellers ikke sparet på noget!

Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder