Prøv avisen
Mediekommentar

Befrielsen ved ikke at skulle skrive romaner

For forfatteren Peter Seeberg var det en befrielse ikke at skulle skrive romaner, men noveller i stedet. Foto: Morten Juhl/Scanpix

At være digter er at lade livet være arbejdsgiver, skriver Leif Hjernøe i dagens mediekommentar

VERDEN RÅBER på troværdige håndskrevne ord. Digitaliserede skrifter flagrer for tiden upålideligt rundt i cyberspace. Sætningskæder løsnes, flettes, bindes og benyttes uansvarligt. Et svigefuldt kontrolredskab er skabt. Datamisbruget griber om sig.

Efter at have lyttet til sidste uges udgave af ”Skønlitteratur på P1” besøgte jeg forleden udstillingen ”101 danske digtere” på Det Kongelige Bibliotek. Jeg havde og har Knud Holtens sympatisk forsigtige vurdering af sit eget litterære projekt i baghovedet.

Han udtrykte et ønske om, at bibliotekets storstilede iscenesættelse af de mange lyrikeres originale, solidt indrammede håndskrift/billede-bidrag måtte vise, at kortfattede digte egentlig er mere tidssvarende end nogensinde.

”Tid til digte” kunne en ny DR K-serie hedde. At kortformer også er tv-venlige, fremgik af tirsdag aftens vellykkede udgave af ”Tid til bøger” på DR K. Det er fra denne udsendelse, at overskriften til disse spalter er hentet. Ordene er et citat af Peter Seeberg (1925-1999).

Seeberg nærede i mange år et ønske om at skrive store romaner, indtil han erkendte, at novellen og den prosalyriske stil egentlig passede ham bedst: ”Det var en befrielse ikke at skulle skrive romaner.” Vennen Thorkild Hansen (1927-1989) havde det stik modsat.

HENVISNINGEN TIL disse erfaringer kom sidst i en samtale mellem novelleforfatterne Pia Juul og Dorthe Nors. Programvært Alberte Clement Meldal fik dygtigt dobbeltinterviewet disponeret sådan, at der både blev plads til oplæsning, analyse, tolkning og perspektivering, samt til diskussion om betegnelser for ”store dramaer i små tekster”.

Short stories kalder man ganske enkelt den slags på engelsk. Men spørgsmålet er, om novellen er en typisk dansk genre. Der blev her henvist til både Steen Steensen Blicher, H.C. Andersen og Karen Blixen. Man kunne også have nævnt H.C. Branner, Martin A. Hansen, Knud Holst og de højst nulevende Benny Andersen, Knud Sørensen og Jens Smærup Sørensen.

De tre sidstnævnte er også med på udstillingen ”101 danske digtere”. Sådan også med Peter Laugesen, der med autentisk stor håndskrift fylder en hel væg ved indgangen med kulsorte ord om ”(“) ensomme fugles bankende puls af bogstaver (“). Alt er nu. Alt er her. Blomsternes direkte tale besynger hullerne mellem de dråber, hvor alle spejle flyder ud i betydningers styrtende regn (“).”

Laugesen skriver også om, at der nok er tale om bestilt arbejde, ”men det er ikke betalt af andre end livet”. Som den danskkyndige James Joyce (1882-1941) engang bemærkede. På dansk kan man bestille noget på to måder. Man kan bestille en øl, og man kan bestille noget (det vil sige arbejde).

At være digter er at lade livet være arbejdsgiver. Resultaterne er ”for hvem som helst, men ikke for alle og enhver”, som Jørgen Gustava Brandt (1929-2006) engang har formuleret det, og som han blev citeret for i ”Tid til bøger” på DR K.