Prøv avisen
Mediekommentar

Den lidt for lidenskabelige forsker

Mikael Rothstein er en af de religions-historikere, der bærer på et ret stort had til kristendommen, skriver Sørine Gotfredsen. Foto: Michael Bothager/Scanpix

Det er op ad bakke, når tidens religionshistorikere skal have luft i det offentlige rum, skriver Sørine Gotfredsen i dagens mediekommentar

VI HAR ET PROBLEM her i landet. Vi slås nemlig med det lidt sære forhold, at de mere synlige blandt religionshistorikerne bærer på et ret stort had til kristendommen.

Mikael Rothsteins ensidige galde er velkendt, og forleden mødte vi en anden, der ser det som en mission i livet at forbinde en hel del ondt med kristendom. Det drejer sig om Jens-André Herbener, der onsdag aften fik anbragt det meste af ansvaret for det moderne menneskes rovdrift på naturen på kristendommens skuldre. Det skete i det sidste af Kristian Leths tre programmer på DR K om kristendommens betydning for os i dag.

Udgangspunktet er fint. Leth har sat sig for at analysere og beskrive, hvordan de religiøse rødder selv i et så sekulært samfund som vores gennemsyrer vores tankegang og opførsel.

I dette tredje afsnit af ”Jagten på den kristne kulturarv” handlede det om synet på natur, u-landshjælp og krig lidt af en mundfuld på en halv time, og man nåede selvagt heller ikke i dybden. Men idéen er god nok, og Kristian Leth går nysgerrigt og fordomsfrit til sagen. Han erklærer sig ikke-kulturrelativist og ligger fint i tråd med troen på, at vi i disse tider, hvor religioner mødes, ikke kan nøjes med at vurdere det andet, men også må komme til mere klarhed over kristendommens betydning.

Men mens projektet er rigtigt, står og falder de enkelte programmer til gengæld med de medvirkende, og her formåede Jens-André Herbener med en helt unuanceret tolkning af skabelsesberetningen at fremmane det som Guds vilje, at mennesket ganske efter behag skal nedtromle både naturen og dyrene.

Heldigvis kom præst Frederik Berggren Smidt til orde og kunne for det første fremhæve det positive ansvar, mennesket overdrages for det skabte og for det andet betydningen af kærlighedsbuddet i Det Nye Testamente. Hvilket jo er så afgørende vigtigt, hver gang Det Gamle Testamente trækkes frem som tungtvejende vidnesbyrd om, hvad kristendom er.

Men det er op ad bakke, når religionshistorikerne skal have luft i det offentlige rum. Forleden forsøgte før omtalte Rothstein i DR 2s Deadline uden det store held at argumentere for, at kristendommen slet ikke betyder så meget, som Leth hævder, og både han Rothstein og Herbener synes ligesom en del af de mere intenst troende ateister fanget i en særlig blanding af fascination og afsky i forhold til religion.

De må være de eneste fagfolk med et så ambivalent forhold til deres eget emne, og mens deres identitet som forskere sikkert for mange får dem til at fremstå som uvildige og objektive, er de det stik modsatte. Heri ligger problemet. I et rationelt styret samfund som det danske lytter man til dem, der anses for at have nøgternt overblik, mens sandheden er, at også de kan være styret af stor lidenskab. I dette tilfælde i form af en inderlig trang til at nedgøre netop den kristne kulturarv, som Kristian Leth er på jagt efter. Forhåbentlig har tv-seerne efterhånden lært, at når det handler om religion, er ingen blot objektive.