Man kan godt høre radio og se fodbold samtidig

Det har atter engang under fodbold-VM vist sig, at man godt kan høre radio og se fodbold samtidig, mener Leif Hjernøe.
Det har atter engang under fodbold-VM vist sig, at man godt kan høre radio og se fodbold samtidig, mener Leif Hjernøe. . Foto: Daniel Garcia/AFP/Scanpix.

IFØLGE DEN DANSKE ORDBOG har man på dansk kendt anvendelsen af verbet at multitaske siden 1990. Udsagnsordet er som så mange andre gloser hentet fra engelsk og bruges almindeligvis om det at være beskæftiget med flere opgaver eller aktiviteter på samme tid.

Jeg har i disse VM-uger flere gange grebet mig selv i at multitaske. Årsag: gabende kedsommelige fodboldkampe eller kampe, som blev ledsaget af for eksempel pibekoncert fra publikum, hver gang tyskerne var i angreb, fik mig til at lukke for lyden.

Mest afgørende for fravalg af lydkulisserne har nu været radioens alternative tilbud af udsendelser så uomgængelige, at det atter viste sig, at man godt kan høre radio og se fodbold samtidig. Og jeg ved godt, at det kan opfattes som helligbrøde at hævde sådan noget.

Nu er der jo det særlige ved en fodboldkamp, at den heldigvis ikke spilles efter et forud affattet manuskript. Ingen kender på forhånd forløb og resultatet, forudsat at der altså er tale om en direkte transmission. Man vil gerne følge med, for der kunne jo ske noget!

Det er også af stor betydning for oplevelsen af VM-kampene, at man som seer er vidne til nogle begivenheder, der finder sted her og nu, og at man følger dem på nøjagtig samme tid, som millioner af andre også gør det.

Der er tale om et mediebåret fællesskab på godt og ondt, hvis betydning ikke bør undervurderes. Godt, når det er ensbetydende med fredelig kappestrid nationer imellem. Ondt, når det bortleder opmærksomheden fra vigtigere begivenheder og forhold.

Mens den langtrukne ottendedelsfinale mellem Argentina og Schweiz udspillede sig, kunne jeg tirsdag aften ikke lade være med på P1-DAB at genhøre det meste af andet afsnit af Peter Kristiansens kæmpestore, femdelte radiokrønike om folkestrejken i 1944.

Det er så stofrigt et historisk radiofonisk værk, at det selvfølgelig fortjener at blive aflyttet i uforstyrret ro. Og det lader sig da heldigvis også gøre via nettet at indhente det forsømte. Værkets halvanden time lange afsnit sendes i denne uge, i går og i aften uforstyrret af VM-fodbold.

Tirsdag aften var det i forlængelse heraf velgørende at slukke for al elektronik og genlæse Kaare Vissing Andersens gode kronik om forfatteren Martin A. Hansen (1909-1955) og folkestrejken. Kronikken blev bragt i Kristeligt Dagblad i lørdags.

Nævnte Peter Kristiansen (1941-2007) var en dansk prisbelønnet radioproducer. Han lavede i mange år en lang række montager og interviews i P1-programmer som Ultralyd, Lydmuren og Lydpotten. Kendt er han måske især for Eliten fra Minefeltet og for lp'en ”Turbo” af og med Per Højholt (1928-2004).

Også nogle hudløst ærlige optagelser fra Kristiansens sidste tid huskes som stor radiokunst. Alle Peter Kristiansens radiobidrag kan høres som vægtige kulturhistorisk dokumentariske portrætter af vidt forskellige personligheder med anvendelse af lydkulisser fra 1970'erne.