Styr den styringslyst!

Forslaget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken behandles i øjeblikket, og det var også emnet i tirsdagens ”Religionsrapport” på P1

Christian Donatzky (R) ser gerne en fuldstændig adskillelse mellem stat og kirke.
Christian Donatzky (R) ser gerne en fuldstændig adskillelse mellem stat og kirke. . Foto: Scanpix.

DET ER HØJSOMMER og agurketid, men det er også anledning til at se tilbage på den politiske sæson og det, som peger frem mod næste folketingssamling.

En af de ting, som blev fremlagt og nu forhandles, er forslaget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken. Det var også emnet i tirsdagens ”Religionsrapport” på P1, hvor Socialdemokraternes kirkeordfører, Karen Klint, diskuterede med den radikale Christian Donatzky.

Først fik vi imidlertid en introduktion til den nuværende ordning eller det velordnede anarki med Hal Kochs ofte citerede ord. En model, som professor i statskundskab Jørgen Grønnegaard Christensen kaldte nærmest genial, fordi den både sikrer demokratiet med menighedsrådene og præstens uafhængighed som ansat af Kirkeministeriet og undergivet biskoppens gejstlige tilsyn. Professoren tilføjede dog, at modellen hvilede på en forudsætning om lokalt engagement, der var stærkt vigende.

Men er ordningen tidssvarende eller moderne nok? Ikke ifølge regeringen. Ellers var strukturreform jo ikke kommet med i regeringsgrundlaget, og Karen Klint nævnte også det problematiske i, at ingen kunne forklare den nuværende ordning, og at ikke-medlemmer via skattebilletten bidrog til aflønning af gejstligheden.

Christian Donatzky så gerne en fuldstændig adskillelse mellem stat og kirke og kirkebygningerne lagt ind under Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme. I et moderne samfund var det ikke passende at give særstilling til et bestemt religionssamfund. Nej, folkekirkeordningen var ingenlunde tidssvarende og svarede slet ikke til oplysningstanken som fremlagt af en rigtig radikaler.

Nu er der nogle af os, som har mere end svært ved at se det skrigende behov for en folkekirkelig strukturreform. Jeg mener: Er det ikke inderligt ligegyldigt, om den nuværende ordning er specielt sammenhængende eller udpræget moderne? Ordningen er ikke himmelfalden og uden svagheder, men den giver lægfolket ansvar og evangeliet frit løb, og så længe rammerne tjener indholdet, er den et nyttigt lerkar for nu at tale paulinsk.

EN ORDNING, SOM svarer til Danmarks historie og til en medlemsprocent på 78,4, som afspejler, at folkekirken er fædrenes kirke såvel som de nutidige generationers, som vedgår arv og gæld og den nationale virkelighed. Danmark er ikke et teokrati, men Danmark begyndte heller ikke i går og udspringer ikke af radikale hoveder. Landet ville ikke være det samme, om kristendommen trods al lunkenhed og kulde ikke havde fæstet rod i Dannevang.

Det blev spøgefuldt sagt, at reformerne i forholdet mellem kirke og stat svarede til, at mand og kone efter 60 års ægteskab opretter særeje. Et tankevækkende billede og ikke just et ægteskabeligt sundhedstegn. Mon skilsmissen er på trapperne? Karen Klint forekom meget besindig og ønskede sig et bredt forlig frem for radikale løsninger, men hvorfor egentlig bruge kræfter på at ændre noget velfungerende?