Prøv avisen
Mediekommentar

Haver med yndefulde rynker

Det er altid en fornøjelse at trave rundt i hælene på Søren Ryge, der i det seneste program brugte udtrykket ”at lade haven få rynker” om haver, der ældes med tiden. Foto: Scanpix

Selv for os uden haveambitioner er der noget vederkvægende ved Søren Ryges gang mellem bede og hække, skriver dagens mediekommentator

I PROGRAMOMTALEN til ”Søren Ryge direkte” hed det, at her i sommerferien er de fleste taget hjemmefra, ”medmindre man ikke drømmer om at rejse væk fra sin elskede have, når den er allerbedst”. Mon ikke man skal regne Søren Ryge til den sidste kategori?

Han tonede i hvert fald frem på skærmen, da han brød gennem en veritabel brændenældeskov på sin trofaste skiveklipper Adela. Direkte fjernsyn fra en forrygende juliaften, og Søren Ryge mente da også, at det egentlig var for godt vejr til at se fjernsyn.

Men selvfølgelig kom vi med på den sædvanlige havevandring kommenteret af haveejeren, som en lang tv-tradition tro fortalte om så vel havekampe som haveglæder. Det er slentrende og fredsommeligt og alligevel nærværende og engageret.

Vi førtes rundt til roser og violfrøstjerner bare navnet drivhusets måneblomster og de nyudklækkede kyllinger. Ren dansk sommeridyl og selv for os, som ikke har grønne fingre eller synderlige haveambitioner, er der noget vederkvægende ved Søren Ryges gang mellem bede og hække med kameramanden i hælene og hunden om benene.

Og denne juliaften var der ligefrem noget særligt til dem med haver, som er større end deres kræfter.

Mon ikke vi er en del præster i den kategori?

Søren Ryge besøgte nemlig en ældre herre, Holger Petersen på 87 år, som havde skrevet til tv-værten i anledning af en gammel artikel, hvor Søren Ryge brugte udtrykket ”at lade haven få rynker”.

Haven skulle med andre ord have lov at ældes med sin ejer, blive mere tilgroet og vildtvoksende, uden at det skulle give anledning til dårlig samvittighed og frustration.

Nu er 87 år et godt stykke over pensionsgrænsen for den folkekirkelige gejstlighed, men nogle af os er også udstyret med veritable parker, og fordi man er ordets sædemand, er man ikke nødvendigvis den fødte havemand.

Men, som den gode Holger Petersen sagde, så er ukrudt et definitionsspørgsmål, og haver kan ældes med ynde og må gerne blive mere rynkede og vildsomme, mystiske og uudgrundelige. Med al respekt er der ikke meget magi over sirlige bede og grusgange. Mine yndlingshaver er dem med plads til en fløjtespillende faun.

Desuden er haven mere end flora.

Haven er jo tæmmet natur, et stykke kultur, som kalder på mennesker. Her skal der drikkes kaffe og perlende hvidvin, her skal der spilles fodbold på plænen og spadseres hånd i hånd, her skal der grines og samtales, her er det også menneskelivet, som skal grønnes og blomstre.

Dette år har det været min største haveglæde at se haven fyldt med unge mennesker på teenlejr arrangeret af Indre Missions Ungdom. De gamle træer så med milde øjne på ungdommen, som samledes under Guds ord med blik for hinanden.

Haven viste sit sande ansigt, da der kom liv i den. Den er også smuk uden andre stemmer end fuglenes, men haver er dog anlagt af mennesker til mennesker.

Således voksede min haveglæde ved at se ”Søren Ryge direkte”. Haver med rynker giver ingen rynker i panden.