Et lille opgør med Ikea

Der er en grund til, at jagten på antikke fund og gammelt skrammel i dén grad er blevet ophøjet til tv-underholdning

”Indre tomhed, sund længsel eller et opgør med de moderne hvide vægge. Man kan se det på flere måder,” skriver Sørine Gotfredsen om programmer som for eksempel ”Antikduellen”.
”Indre tomhed, sund længsel eller et opgør med de moderne hvide vægge. Man kan se det på flere måder,” skriver Sørine Gotfredsen om programmer som for eksempel ”Antikduellen”. . Foto: Jesper Langballe/DR.

De fleste er nok fortrolige med teorien om, at det menneske, der endeløst skaffer sig nye ejendele, muligvis lever med en lidt skæv prioritering i det indre. At den umættelige tørst efter at købe mere kan dække over en form for tomhed.

For tiden er en variant af fænomenet særdeles synlig, idet strømmen af tv-programmer om antikke køb og kræmmerfund er markant.

Både DR og TV 2 har kastet sig over antikvitetsforretninger og loppemarkeder, og et populært plot går ud på, at nogle mennesker skal handle for et bestemt beløb og bagefter få deres ting vurderet eller videresolgt for at se, hvem der har købt klogest ind.

Mandag aften indledte TV 2 serien ”Loppe Deluxe”, hvor konkurrencen mellem to hold gik ud på præcis dette. Jeg skal ikke trætte med for mange detaljer fra Døllefjelde-Musse Marked på Lolland, hvor mængden af spisebordsstole, emaljeskilte, PH-lamper, landskabsmalerier og kagedåser fik det til at flimre for øjnene. Og hvor deltagerne gik rundt og handlede i så stor gemytlighed, at man allerede nu kan kåre ”Loppe Deluxe” til ugens mest harmløse tv-program.

Dog er der naturligvis noget at bemærke, for der er jo en grund til, at jagten på antikke fund og gammelt skrammel i dén grad er blevet ophøjet til tv-underholdning. Den oplagte tolkning er, at man søger noget autentisk. Man længes efter ting med en historie, der adskiller sig fra alle de kønsløst blankpolerede Ikea-møbler, og i den positive ånd kan man læse bevægelsen som et slags opgør med det minimalistiske hvide regime, hvor rækkehus efter rækkehus ligner hinanden til trist forveksling.

Det oprør har vi brug for.

Men samtidig aner man også en vis overfladiskhed. Det er, som om nogle af de udøvende ikke går så meget op i, hvad de egentlig køber, hvis blot det ser tilpas gammelt ud. Som da det ene hold på Døllefjelde-Musse Marked glædede sig over deres gamle kontorstempler og tavler med rester af kridt på. Jo, man forstår godt trangen til at komme i berøring med troværdig fortid, men man må også spørge, om der mon er tale om en lidt sølle form for kompensation i forhold til en vaklende historisk bevidsthed.

I hvert fald hersker der omkring de mange antikprogrammer en lidt hul aura, hvor de håndgribelige genstande fremstår som den sidste spinkle livline til det, der var.

Men lad os alligevel hylde længslen efter noget andet end Ikea og anerkende sejren til de to kvinder på det ene hold, der ganske enkelt jævnede deres mandlige modstandere med jorden. De solgte deres fund videre med næsten dobbelt så stor fortjeneste, og de to mænd bøjede pænt nakken i respekt.

”Loppe Deluxe” udgør et stensikkert bud på nem aftenunderholdning i en genre, der for tiden dominerer i påfaldende grad. Straks efter stillede TV 2 således om til programmet ”Sæt pris på dit hjem”, mens man på DR 1 kunne se både ”Guld på godset” og ”Antikduellen”. Indre tomhed, sund længsel eller et opgør med de moderne hvide vægge. Man kan se det på flere måder, og man kan for tiden se det overalt.