Gotfredsen: Sagde han generationsskifte?

Lars Barfoed har de forløbne døgn om og om igen sagt på tv-kanalerne, at det er tid til et generationsskifte i De Konservative.

Lars Barfoed tager konsekvensen af den sidsteplads, danskerne tildeler ham, når landets partiformænd skal vurderes.
Lars Barfoed tager konsekvensen af den sidsteplads, danskerne tildeler ham, når landets partiformænd skal vurderes. . Foto: Søren Bidstrup/Scanpix.

Der er pudsige paradokser på spil iblandt os. Vi lever i et samfund, hvor ingen længere har lyst til at blive kaldt gammel, mens pensionister farer verden rundt og spiller golf og får skældud af deres børn, fordi de ikke står mere til rådighed som hjælpsomme bedsteforældre. Og samtidig træder en 57-årig politiker frem og fortæller, at det er på tide at trække sig tilbage og lade yngre kræfter komme til. Som det skete onsdag aften, da De Konservatives formand, Lars Barfoed, meldte sin afgang.

Ifølge tidens aldersforskrækkelse kan Lars Barfoed knap kaldes midaldrende, og alligevel begrunder han sin beslutning med, at det er tiltrængt med et generationsskifte i partiet.

Det er således ganske tankevækkende, at Lars Barfoed om og om igen i de forløbne døgn på tv-kanalerne er sluppet af sted med netop den formulering, uden at én eneste journalist har sagt: Jamen, hør, du er jo ikke særlig gammel! Men tanken falder dem ikke ind. Ikke kun fordi fokuseringen ligger så entydigt på at få Lars Barfoed til at indrømme, at han ikke magter at trække stemmer til, men også fordi det i dansk politik er helt naturligt, at en 57-årig mand opfattes som en, der meget passende kan begynde at trappe ned.

Erfaring hører ikke til blandt de dyder, der dyrkes mest ihærdigt i synet på det politiske arbejde, og der er næppe tvivl om, at det i høj grad er mediernes præmisser, der har været med til at skabe udviklingen. De har næret en tilstand, hvor der er konstant brug for politikere, der kan brænde igennem på skærmen, hvilket også var en stor del af bevæggrunden, da man i sin tid gjorde Helle Thorning-Schmidt til Socialdemokraternes formand. Ligeså udgør det en indlysende del af talentet hos Enhedslistens frontfigur Johanne Schmidt Nielsen, og det siges da også at præge den 43-årige Søren Pape Poulsen, der er udpeget til at efterfølge Lars Barfoed.

Betegnelsen ”generationsskifte” er langt hen ad vejen et andet ord for mediestrategi, og De Konservative mister nu en formand, der ifølge de fleste er både hæderlig og dygtig. Men som ikke når ud over rampen.

Problemet med den naturlighed, hvormed en 57-årig politiker sendes på pension, er, at det gøres til norm, at evnen til at optræde på mediernes præmisser anses for vigtigere end livserfaring og måske endda sammensparet visdom.

Og vi falder altså lidt igennem herhjemme, for tænk blot på andre lande. I USA kan den næste præsident Hillary Clinton indtage embedet som 68-årig, hvis hun, som mange forventer, skal efterfølge Barack Obama. Clinton taler ikke om generationsskifte, men om ny begyndelse, og hvis alt går efter planen, får amerikanerne en præsident, der har prøvet det meste.

Her i landet tager Lars Barfoed konsekvensen af den sidsteplads, danskerne tildeler ham, når landets partiformænd skal vurderes, og henter en yngre, mere dynamisk, men bestemt ikke særlig erfaren mand ind på posten. Hvorpå man kalder manøvren for et ”generationsskifte”. Man kunne også kalde det panik i en medietid.