Ligegyldigt, at Søren Pape Poulsen er homoseksuel?

Søren Pape Poulsen repræsenterer som homoseksuel en politisk interessant modsætning til De Konservatives partiprogram

Som homoseksuel repræsenterer Søren Pape Poulsen en politisk interessant modsætning til De Konservatives partiprogram, mener Kurt Strand.
Som homoseksuel repræsenterer Søren Pape Poulsen en politisk interessant modsætning til De Konservatives partiprogram, mener Kurt Strand. . Foto: Scanpix.

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er homoseksuel.”

Det var med et stort interview i Fyens Stiftstidende som kilde, at både DR og TV 2 sent tirsdag aften kunne bringe nogenlunde enslydende udtalelser fra den nyslåede konservative partiformand, Søren Pape Poulsen. Siden da har ikke mindst mediernes rolle været diskuteret livligt, blandt andet i ”Ordet er dit” på P1 torsdag formiddag, som spurgte, om ”det er i orden, at medierne interesserer sig indgående for de folkevalgtes seksuelle orientering?”.

”Ordet er dit” var desværre præget af stribevis af tekniske udfald og skrattende telefoner, men det lykkedes dog lytter Anne Olsen at sammenfatte en i udsendelsen udbredt holdning;

”Folk skal have lov til at have deres privatliv i fred; medierne og de mest nysgerrige elementer i befolkningen kan aldrig få nok. Og jeg synes, at det er usympatisk.”

At politikere som Søren Pape Poulsen skal have deres privatliv i fred, vil de fleste medier, redaktører og journalister formentlig uden tøven skrive under på. Som Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, udtrykte det: ”Det er ligegyldigt, at han er homoseksuel. Men vi vil gerne vide det.”

Og hvorfor så det? Fordi grænsen mellem privat og offentligt meget ofte er temmelig flydende, og fordi personfikseringen i politik er kommet for at blive. Derfor tog den nye konservative leder også grundigt fejl, da han sidste lørdag i ”Ugens gæst” på P1 forsøgte sig med ordene ”der er indtil videre værnet om mit privatliv. Om jeg er gift og har børn eller ej er ikke så interessant.”

Jo, det er interessant, fordi Søren Pape Poulsen som homoseksuel repræsenterer en politisk interessant modsætning til De Konservatives partiprogram, som med nøgleordene ”Gud, Konge og Fædreland” bygger på traditionelle familieværdier med far, mor og to børn i trygge, velordnede rammer. Den modsætning skal medierne naturligvis beskæftige sig med, fordi den indeholder kimen til en relevant diskussion om værdier ikke mindst for et konservativt parti i dyb vælgerkrise på jagt efter en ny identitet.

Dertil kommer, at åbenhed og diskussion om seksualitet i sig selv jo kan være med til at skabe større tolerance og måske endda tvinge seksuelt snerpede til at forstå, at der er andre måder at leve på end i en traditionel kernefamilie. Tydeligt illustreret i udsendelsen ”Efter otte” på Radio24syv onsdag aften, hvor handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) selv homoseksuel fortalte om sin håndtering af et møde med Ugandas præsident Museveni om menneskerettigheder.

Mogens Jensen havde kritiseret Ugandas forbud mod homoseksualitet og selvom han ikke nævnte sin egen seksualitet direkte, var han sikker på, at landets ambassadør i København havde sørget for, at præsidenten var informeret. Og at kritikken derfor ramte mere præcist, end den ellers ville have gjort.

Hvis handels- og udviklingsministerens udlægning er rigtig, understreger den, at viden om en politikers seksualitet altså ikke behøver at være ligegyldig. Heller ikke, når det handler om Søren Pape Poulsen.