Prøv avisen
Mediekommentar

Menneskehedens fald

Det er blevet sagt, at Gud døde i skyttegravene i Første Verdenskrig. Der er selvfølgelig tale om en voldsom generalisering, men man kan dårligt fornægte, at krigen har sat sig i den europæiske bevidsthed. På billedet ses en skyttegrav fra Første Verdenskrig i skovene ved Verdun i det nordøstlige Frankrig, som den ser ud i dag. - Foto: Morten Rasmussen/Scanpix

Nu tænker dette blads bibelkyndige og dannede læsere sikkert på det bibelske syndefald, men det er et andet og senere fald, som det her drejer sig om

Nu tænker dette blads bibelkyndige og dannede læsere sikkert på det bibelske syndefald, men det er et andet og senere fald, som det her drejer sig om. Netop i denne måned er det 100 år, siden Første Verdenskrig brød ud, og hvis der er en kanal, som fastholder den historiske bevidsthed, er det DR K, som mandag sendte et program om den store krig med undertitlen ”The fall of man” (Menneskehedens fald).

En tankevækkende udsendelse med fine optagelser fra det optimistiske og fremgangsrige Vesteuropa, som gennem en kædereaktion af begivenheder tumlede ud i et årelangt massemyrderi af usete dimensioner.

DET ER IKKE MERE end 100 år siden, og krigen er stadig med os. Den ændrede grænser, den formede sind og lagde i kakkelovnen både til den næste verdenskrig og den kolde krig.

Det er et memento til den blinde selvtillid, som kan gribe kulturer og lande, så de glemmer, at intet fremskridt kan løbe fra dæmonerne. De kan holdes i ave, men ve den, som leger med dæmonerne.

Vi hørte om den unge Hitler, som med begejstring lod sig indrullere i den tyske hær, og den ligeledes unge Montgomery, som levede et lettere kedsommeligt officerliv efter hjemkomsten fra Indien. Første Verdenskrig var også en skole for de mænd, som skulle komme til at spille en afgørende rolle under Anden Verdenskrig. Den ene krig hænger i den grad sammen med den anden.

Op til 100-året har Kristeligt Dagblads forlag udgivet Henrik Jensens bog ”Krigen 1914-18 - og hvordan den forandrede verden”. Her påpeger Henrik Jensen, hvorledes den blodige krig rystede autoritetstroen, hvordan tvivlen rykkede ind for fuld styrke med et omfattende meningstab og et savn af ”oppe” og ”nede”.

Det er også blevet sagt, at Gud døde i skyttegravene. Der er selvfølgelig tale om en voldsom generalisering, som det altid er tilfældet med kulturhistoriske teser, men man kan dårligt fornægte, at krigen satte sig i den europæiske bevidsthed.

Der kan imidlertid også ske det modsatte, så det netop er i skyttegravene, at Gud bliver alvor. Det er på kanten, at man bedst ser afgrunden, det er, når alting skrider, at man ser det, som holder.

Den tyske teolog Hermann Sasse, som blev indkaldt til militærtjeneste under sit teologiske studium ved Berlins Universitet og deltog i det forfærdelige slag ved Passchendaele, fik i hvert fald sit livs lektion i gudsfrygt og praktisk teologi under Første Verdenskrig.

Det var i 1917, hvor man fejrede 400-året for Reformationen, at Martin Luthers skrifter fandt vej til soldaterne, og midt i krigens gru talte den gamle reformator til den unge soldat.

Her blev en overfladisk mennesketro skudt godt og grundigt i sænk, og her lærte Sasse, at Guds nåde er det eneste, et menneske kan hvile i, når det kommer til stykket og krigens grumme realiteter.

Det er også en lære af den store krig.