Undervældet? Det er der da ikke noget, der hedder. Man kan blive overvældet af stærke indtryk, følelser og oplevelser af vidt forskellig art. Men undervældet?
Jo, udtrykket kunne høres i søndagens udgave af det prisværdige P1-magasin ”Harddisken”. Der, som det formuleres på programmets hjemmeside, er ”radioens teknologimagasin på P1. Vi forklarer de konkrete teknologiske udviklinger og deres konsekvenser for kulturen, samfundet og hverdagen”.
De sidstnævnte forklaringer fik vi også i søndags. Her beskrev de erfarne værter, Henrik Føhns og Anders Høeg Nissen, både hvad der sker og muligvis vil ske i vores mere og mere digitaliserede verden. Det er som altid velgørende at høre, at det lader sig gøre på et letfatteligt dansk.
De kyndige programtilrettelæggere er ikke for meget eksperter til at kalde en gadget for en dims. Og de lægger ikke skjul på, at også de oplever ”rod oven i hovedet”, når vi igen og igen præsenteres for nye elektroniske dingenoter med forvirrende forskellige systemer og betjeningsgreb.
Og i sidste sammenhæng kom så glosen: undervældende. Den blev brugt om en ny ur-dims med indbyggede muligheder for alle slags målinger og modtagelser. Men den levede slet ikke op til forventningerne. Den var undervældende. Den var for meget for lidt!
Går man på nettet, kan man få det indtryk, at man taler sådan i computerverdenen. Den 19. marts 2012 skriver en medarbejder ved Living Smart TV, ”Danmarks mest entusiastiske tv-kanal for alle os, der vil have mere ud af den digitale livsstil”, Kenneth Wedmore Lund, i en anmeldelse af en ny iPad:
”Jeg blev med det samme undervældet, da jeg så skærmen på min nye iPad i butikken. Måske var forventninger bare for høje, efter at mange havde skrevet så positivt om den”.
Søndag aften kunne man i DR 1's genudsendelse af BBC-naturprogrammet ”Menneskets planet” opleve et godt eksempel på, hvad det vil sige, at noget kan virke undervældende. Udsendelsen bestod blandt andet af nogle fremragende optagelser fra Grønlands vestkyst.
Fremragende og dog dybt skuffende. Jeg genkendte landskaberne fra et ophold i 1975. Husker især de store vidder og den stærkt lysende, klare, tørre luft. Der rådede en stilhed, som blev fremhævet af havfuglenes fjerne skrig og ekkoer af slædehundenes gøen. Af og til også af jægeres skud og lyden af deres motorjoller. Men først og sidst: en overvældende stilhed.
Meget oplysende og i alle henseender forbilledligt blev ”Menneskets planet” efterfulgt af en lille udsendelse om, hvor vanskelige og momentvis livsfarlige situationer fotograferne havde befundet sig i. Men ikke noget om, hvordan en alt-dominerende og skæmmende lydredigering af det endelige serieafsnit blev til.
En undervældende underlægningsmusik spolerede det færdige resultat med symfonisk støj fra basuner, strygere og pauker. Øredøvende og fjernt fra alt, hvad der har med stilheden i den arktiske natur at gøre.