Prøv avisen
Mediekommentar

Kæft, trit og retning eller selvstændigt ansvar?

Vincent F. Hendricks var veloplagt vært i programmet ”Faglitteratur på P1”, hvor det militære sprog og moderne soldaters ændrede rolle blevet taget under kyndig behandling. - Foto: Scanpix

Der er ved at ske en sproglig opblødning i forsvaret i takt med, at vi får en ny soldaterrolle

Det militære sprog er noget for sig. Jeg husker endnu mine sergenters sprogblomster og premierløjtnant Sørensens knivskarpe reprimander, men sidstnævnte havde også fået Dronningens æressabel og var ikke til sinds at lade sine værnepligtige slippe let. Han er sikkert steget i graderne siden begyndelsen af halvfemserne, men årene har næppe gjort ham mildere.

Soldaterminderne randt mig i hu, mens jeg lyttede til ”Faglitteratur på P1” med Vincent F. Hendricks som veloplagt vært, for i mandags handlede programmet netop om det militære sprog, og gæsten var meget passende dekan ved Forsvarsakademiet Ole Kværnøe.

”Skyd først, spørg senere - hug, stik og tag til fange,” lyder den danske militærdoktrin, utvetydigt formuleret! Men hvordan forholder et stringent militærsprog sig til virkeligheden på slagmarken i år 2014, hvor dansk militær opererer internationalt”, lød programomtalen, og det gav anledning til en interessant diskussion.

Vincent F. Hendricks havde fundet kostelige eksempler på militær sprogbrug, som var komiske i deres detaljerigdom og uforståelig for civilister i kraft af de mange forkortelser. Ole Kværnøe medgav gerne, at Forsvaret var skyldigt i lejlighedsvis sprogforbistring, men fastholdt også nødvendigheden af et på én gang komprimeret og indholdsrigt sprog.

Et sprog, der var informativt og usentimentalt, upersonligt og objektivt. Ikke at Ole Kværnøe mente, at den ideelle soldat var en fjernstyret robot. Faktisk tværtimod, og det var ikke mindst det, som gjorde ”Faglitteratur på P1” værd at lytte til.

Der er nemlig ved at ske en sproglig opblødning i forsvaret i takt med en anden soldaterrolle. Sproget skal ikke bare sørge for præcise ordrer ad den hierarkiske kommandovej, men også give rum for selvstændige vurderinger hos soldaten i marken. Ole Kværnøe fortalte, at nutidens soldater skulle uddannes meget bedre, for det var forventningen, at den enkelte selv havde evne og mod til at træffe vidtgående beslutninger. Også intuitive beslutninger, som kunne koste uskyldige mennesker livet. Krig er som bekendt dødsensfarlig også for civile.

Moderne soldater er ikke ansvarsløse maskiner, som parerer ordre uden omtanke, men selvstændigt tænkende og højtudannede krigere, som ikke lader etikken fare for kadaverdisciplinen. Vel skal ordrer efterkommes og rangordenen agtes, men der er imidlertid en anden tiltro til den enkelte soldat end i forne tider. Krig er som bekendt for vigtig til at overlade til generaler, og krig bliver givet ført mere effektivt, hvor de enkelte soldater får et behørigt spillerum. Livet ved fronten har det med at overgå generalstabskort, og så må situationens generalstab være rede og rustet til at handle.

Det viser sig også i sproget, som ikke just bliver følelsesladet, men mere åbent. Engang blev soldaten kaldt ved nummer, men med tiden har han eller hun fået navn. Man er mere end et nummer i rækken, og godt det samme.