Sygdom er hvermands herre

Sygdom har altid været belastende, men i vores tid er der noget utidssvarende over de uhelbredeligt syge

I DR-dokumentaren ”De uhelbredelige” var den unge Camilla, som lider af cystisk fibrose, et særligt opbyggeligt bekendtskab. -
I DR-dokumentaren ”De uhelbredelige” var den unge Camilla, som lider af cystisk fibrose, et særligt opbyggeligt bekendtskab. - . Foto: DR.

Sygdom er hvermands herre, lyder et gammelt mundheld, som mange har erfaret som smertefuld virkelighed. Alvorlig sygdom er en mægtig magt, en invaderende hær, der tager herredømme over krop og sind. Frihed kommer under vældigt pres, og fremtiden synes usikker og dyster.

Sygdom har altid været belastende, men i vores tid, hvor så meget kan helbredes, og idealet om det stærke og selvhjulpne menneske hyldes, er der noget utidssvarende over de uhelbredeligt syge. Man vil så gerne være sin egen herre, og så bliver sygdommen herre.

Ligesom med den militære besættelse behøver sygdommens besættelse imidlertid ikke gøre passiv og opgivende, den kan også kalde på modstand og kampvilje. Det var tilfældet for de medvirkende i DR 1-dokumentaren ”De uhelbredelige”, som løb over skærmen mandag aften.

Her mødte man mennesker, som kendte et og andet til sygdommens herredømme, og som hver på sin måde prøvede at gøre modstand, selvom de var erklæret uhelbredelige af danske læger. De var ikke til sinds at give op.

En søgte alternativ kræftbehandling i Tyskland, en lungepatient gik på bjergrig pilgrimsvandring, og et ægtepar pungede ud til undervisning i Jerusalem for at styrke opfattelsesevne og modenhed hos deres retarderede datter.

Der er klart, at syge mennesker, som desperat søger helbredelse, let kan komme i hænderne på alternative helbredere, som giver falske forhåbninger. Hvem kan på den anden side udelukke, at der findes metoder og eksperter, som ikke er inden for det danske sundhedsvæsens formåen og horisont? Det er svært, men man kan inderligt godt forstå, at de uhelbredelige søger helbredelse.

Den unge Camilla, som lider af cystisk fibrose, var et særligt opbyggeligt bekendtskab. Sammen med sin bror gik hun på den såkaldte Camino, den kendte pilgrimsrute fra Frankrig til spanske Santiago de Compostela. Camilla vidnede om en rodfæstet gudstro og levede i den forvisning, at den almægtige Gud selvfølgelig kunne helbrede hende.

Samtidig tog hun også sygdommen af Guds hånd og mente, at Gud ikke lægger større byrder på os, end vi kan bære. I hvert fald ikke større, end vi kan bære, når vi selv ved os båret af Gud, og det gjorde Camilla.

Der lød ikke anklagende ord mod Gud fra den unge pige, men Camila vedgik, at hendes sygdom var et mysterium, som hun ikke kunne løse. Som hun sagde til sin ateistiske bror, mens de vandrede i de grønne bjerge, så blev Guds virkelighed ikke ophævet af alverdens ulykker og sygdom.

Hjemkommet kunne hun desuden konstatere, at hendes reducerede lungekapacitet aldrig havde været højere, og hun tøvede ikke med at sende takken opad.

”De uhelbredelige” var en dokumentar om tro, håb og stædighed hos hårdt ramte mennesker. Det maner til respekt og eftertanke. Jeg kom til at tænke på et digt af Kumbel alias Piet Hein: ”Helbred er, hvordan man har det/ Modstandskraft er, som man ta'r det”.