Man bliver altid lidt urolig, når de magtfulde vil relancere en programflade, som man i forvejen holder af. I denne uge er turen kommet til P1, der i mandags gik i luften i en ny version med mere direkte radio og et mere ”levende fundament”, der skal gøre det ”nemmere at være lytter”.
Sådanne vendinger kunne dække over forfladigelse og tempo, men det er ikke tilfældet. P1 fremstår fortsat som en seriøs kilde til viden, debat og refleksion, og den største nyskabelse består af den to timer lange kulturformidling på alle hverdage fra 14.00 til 16.00.
”P1 Eftermiddag” bestyres af Karen Secher og Tore Leifer og udgør en vellykket blanding af kulturformidling og debat. Tirsdag eftermiddag gik turen til Arken, hvor Niels Frid-Nielsen introducerede Krøyer/Ancher-udstillingen og lagde bunden til en analyse af den frugtbare rivalisering mellem kunstnere.
Et andet emne udsprang af sagen om forfatter Peter Øvig Knudsen, der af politiet blev frarådet at skrive en bog om Pusher Street, hvilket er blevet en politisk sag og her førte til en større samtale om ytringsfrihed.
Vi kom også omkring den stakkels Pippi Langstrømpe, der ikke længere på film i Sverige må kalde sin far for en ”negerkonge” eller lave sine øjne skrå, så hun ligner en kineser. Hvortil kanalredaktøren på DR Ultra og Ramasjang meddelte, at en sådan redigering i en legendarisk klassiker ikke vil ske på DR.
Det intense fokus på tidens emner passer godt til mit temperament, men det kræver meget af journalisternes mentale tilstedeværelse, og kun tiden kan vise, om de uge efter uge med et så højt energiniveau kan udgøre det ”levende fundament”.
Man kan fortsat høre kendte programmer som ”Filmland” og ”Skønlitteratur på P1” og også ”P1 Debat”, der nu inviterer lytterne til at ringe ind, hvilket som bekendt kan være både berigende og trættende. Her risikerer man at forringe et ægte debatslagskib.
”Kulturknuserne” med vært Lasse Marker har nu fast plads klokken 9.00 hver onsdag, og i denne uge kastede man sig over den vigtige debat om forlag, der sjusker med korrekturlæsning og af og til ligefrem må trække udgivelser tilbage. Også den svenske kunstner Dan Parks billeder, der på chokerende vis har foranlediget svenskerne til at sætte manden i fængsel, blev vendt i panelet.
Vi fik en længere gennemgang af billederne og endnu en diskussion om, hvorvidt det giver mening at udstille dem. Man fornemmer i det store hele, at det nye P1 rendyrker sin rolle frem for at udvande den, og personligt glæder jeg mig over den klare trang til i samme åndedrag at ville være både aktuel og perspektiverende.
Dog ville det klæde projektet, hvis værterne afholdt sig fra at annoncere næste program som ”Danmarks bedste”. Det er uklædeligt at rose sig selv, og det er langt under P1's niveau at dyrke den barnlige overbudsstil, der præger medierne så meget i dag.
P1 har bestemt også i denne nye udgave store kvaliteter, og værterne behøver ikke som nervøse sælgere skære dem ud i pap for os.