Med paragraffer forsøgte ledelsen i DR Byen at få kritik af budgetoverskridelserne til at gå væk - og først da en stribe mediepolitikere med kulturminister Marianne Jelved (R) i spidsen begyndte at tale med store bogstaver, blev tal og andre relevante dokumenter offentliggjort.
Forløbet er et eksempel på manglende politisk tæft, og det er en gåde, hvordan en stor medie- og kommunikationsvirksomhed kan bilde sig selv ind, at oplysninger om brugen af licenskronerne kan holdes hemmelig for offentligheden.
Et nærliggende svar på gåden er, at den bagvedliggende tankevirksomhed i toppen af DR hviler på den ”djøficering”, som gennemsyrer store dele af den offentlige sektor. Med udtrykket menes, at djøf'ere - medlemmer af Danmarks Jurist- og Økonom Forbund - med lovsamlinger og regneark har indtaget centrale ledelsesposter uden nødvendigvis at have indsigt i det, som de er sat i spidsen for.
I medieverdenen har djøf'erne også fået plads i ledelses- og stabskontorer med direktør-, chef- og konsulenttitler på visitkortene. Og det gik ikke stille af, da DR i 1994 fik en statskundskabsuddannet generaldirektør i skikkelse af Christian Nissen. Med effektiviseringer af Rigshospitalet og Nationalmuseet i bagagen skulle den tidligere 68-oprører bringe den dengang skrantende medieinstitution på ret køl.
Med årene lærte Nissen fornuftigt at skrue ned for ”djøficeringen”; han blev - blandt andre af den, som skriver disse ord - anerkendt som en dygtig og nødvendig generaldirektør. Og da han efter en åbenlys politisk fyring i 1994 forlod DR, blev han set som en stærk forsvarer af klassisk public service.
I dag, ti år senere, hedder generaldirektøren Maria Rørbye Rønn; en dygtig og anerkendt jurist, som ikke kunne gøre meget andet end at give efter og offentliggøre de efterspurgte grandprix-tal, da det politiske pres blev stort nok:
”Vi har genovervejet sagen i lyset af den enorme politiske og mediemæssige interesse,” forklarede DR-generalen i en pressemeddelelse, ”og har efter samråd med bestyrelsen besluttet at udlevere kontraktmaterialet, da spørgsmålet om udlevering af materialet nu overskygger sagens egentlige fokus. Dermed fraviger vi principperne om udlevering af fortroligt materiale. Principper, der skal sikre, at DR kan agere på et mediemarked med mange aktører.”
Juristeri funderer den sikkert velovervejede formulering, som ville gøre god fyldest for en privat, kommerciel virksomhed. Men for det licensbetalte, offentligt ejede DR giver den ingen mening.
Tilmed udtrykker den en pæn portion hykleri fra en direktion, som var i forreste protestrække, da et folketingsflertal sidste år strammede og indskrænkede mulighederne for offentlighed omkring ministres arbejde.
Og som Politikens ”At Tænke Sig” har summet ugens forløb op under overskriften ”DR skifter slogan”: ”Før: Licens er noget, vi giver til hinanden”. ”Nu: Oplysninger om, hvad vi bruger licenspengene til, er noget, vi kun giver, hvis vi bliver tvunget til det”.