Prøv avisen
Mediekommentar

Gotfredsen: Bornedal gør det ikke nemt at forsvare ham

Også i andet afsnit af DR's store historiske serie ”1864” er den stakkels biskop Monrad portrætteret som mere eller mindre ravende sindssyg, skriver Sørine Gotfredsen. - Foto: DR/presse

Andet afsnit af DR 1-serien "1864" er fuld af karikaturer

SOM SIKKERT MANGE andre havde jeg alle sanser i fuldt beredskab, da jeg søndag aften så andet afsnit af ”1864” på DR. Det kan næppe være anderledes, når der allerede efter første afsnit har forgået intens debat angående politisk forkyndelse og historieforfalskning.

Faktisk har reaktionerne været så larmende forudsigelige, at man har haft lyst til af princip at agere modvægt, men forfatter og instruktør Ole Bornedal gør det altså ikke nemt.

Her i andet afsnit mødte vi for eksempel de sigøjnere, der på forhånd er blevet diskuteret en del. Og med god grund, for Bornedal betjener sig af så demonstrative virkemidler, at man mest får lyst til at grine.

Sigøjnerne viste sig at være lutter renhjertede mennesker, der giver den ene hovedperson et måltid mad, mens de selv må sulte til næste dag, hvilket familiens overhoved blot konstaterer med et livsklogt smil. Og til høstfesten optræder sigøjnerne som dejligt musikalske og livsglade mennesker, der forsyner den træge danske melodi med en tiltrængt etnisk dimension.

Kritikken af dansk selvtilstrækkelighed fylder så meget i ”1864”, at man jævnligt føler sig lagt i førergreb, mens den stakkels Monrad fortsat brillerer som mere eller mindre ravende sindssyg.

Det er sandt, at en kunstner har en vis frihed til at fortolke historien, men jo større begivenheden er, desto mindre vil man finde sig i. Og krigen i 1864 er stor. Det var jo derfor, at tidligere DR-dramachef Ingolf Gabold insisterede på, at netop den skulle være genstand for dette dyre projekt, og man undrer sig over, at Gabold, der om nogen har sans for dramatisk kvalitet, ikke har styret Bornedal lidt mere. Måske er de for gode venner, og måske er de for enige i kritikken af den såkaldt lukkede danske mentalitet, men sikkert er det, at de her er fælles om at undervurdere seerne.

En ting er nemlig de moraliserende politiske undertoner. Noget andet er for eksempel den underligt endimensionelle beskrivelse af de to brødre, Peter og Laust, der fremstår som karikaturer af to blonde ynglinge på vej ud for at lære frygten at kende.

For slet ikke at tale om det tonstunge symbolsprog med solskinnet, der overmandes af ildevarslende skydække og den utilpassede unge kvinde fra nutiden, der i sine samtaler med Bent Mejdings gamle mand på godset leverer sine replikker som et skilsmissebarn fra en socialrealistisk film fra 1970'erne.

De eneste personer, jeg for alvor tror på indtil videre, er den traumatiserede godsejersøn Didrich og hans far, der bringer en vis ægthed ind i scenerne. Det betyder dog ikke, at jeg springer fra undervejs.

”1864” skal føres hele vejen i mål, men jeg gruer en anelse for de kommende krigsscener, hvor Bornedals hang til det patetisk melodramatiske virkelig kan folde sig ud. Han er ikke antydningens mester. Han er snarere selvhøjtidelighedens forkyndende mester, og sådan en har ofte svært ved at kommunikere på dansk.

For vi vil ikke belæres om, hvem vi er. Vi vil inspireres til selv at finde ud af det.