Prøv avisen
Mediekommentar

Kampen om Monrad

Biskop D.G. Monrad og hans rolle i ”1864” var i tirsdags genstand for debat i P1's ”Religionsrapport”. - Foto: Scanpix

Der er bred enighed om, at Monrad i ”1864” portrætteres ensidigt med for stor fokus på det uligevægtige

Hvad man end mener om DR-serien ”1864”, har den ført til stor interesse for D.G. Monrad. Biskoppen og politikeren, der var hovedkraft bag Grundloven, og som også havde en finger med i spillet, da danskerne drog i krig i det herrens år.

Der er bred enighed om, at Monrad i ”1864” portrætteres ensidigt med for stor fokus på det uligevægtige, og vi har brug for at få sagkundskaben på banen.

Derfor var to Monrad-eksperter i tirsdags inviteret i studiet i P1's ”Religionsrapport” for at bringe lidt balance i tingene. Nemlig biskop på Lolland Falster Steen Skovsgaard og studenterpræst på Frederiksberg Charlotte Cappi Grunnet. Sidstnævnte har skrevet en ph.d.-af- handling om Monrad, mens Skovs-gaard har stiftet Monrad Selskabet og tilmed bor i den bispegård, hvor Monrad i sin tid som biskop hørte hjemme.

Den overordnede melding fra de to var klar. Monrad fremstilles i ”1864” urimeligt vanvittig, hvilket dog ikke betyder, at han var gennemsnitlig. Han var præget af et ustabilt sjæleliv og var - blandt andet med inspiration fra den tyske filosof Hegel - yderst optaget af at få ånd og fornuft til at harmonere.

Men han var tilsyneladende også en mand, der fungerede i det virkelige liv, og Skovsgaard fortalte, at han var en yderst vellidt biskop, der ligefrem blev opfattet som en hædersmand.

Tilmed var han med sine progressive holdninger på visse punkter forud for sin tid. Blandt andet mente han, at religion og politik bør holdes adskilt i den praktiske udførelse, og Grunnet bemærkede, at Monrad fastholdt, at tro skal være en tro i frihed. Hvormed han kritiserede den praksis med tvangsdåb, der fandt sted så sent i den danske historie.

Der synes med andre ord at være tale om en yderst sammensat mand, der orienterede sig gennem belæsthed, lidenskab, fornuft og også et uregerligt selvmodsigende sind. Samtalen mellem Skovs-gaard og Grunnet fik én til at overveje, i hvor høj grad forestillingen om ”det almindelige menneske” har ændret sig og således også vores syn på politikere, der har udviklet sig i en retning, hvor man i dag forarges over selv små uregelmæssigheder i livsstilen.

Som Charlotte Grunnet bemærkede, så er det ofte svært at trække den præcise grænse mellem genialiteten og det decideret afvigende, og vi er i dag så vant til diagnoser og konstant kredsen om inklusion og normalitet, at vi måske har svært ved overhovedet at rumme det lidenskabeligt originale menneske.

Jeg har længe tænkt, at DR eller en visionær filmproducent burde kaste sig over Grundtvig og på ny gøre ham levende for folket, men efter i ”1864” at have set Monrad rave rundt på gulvet med numsen bar er jeg ikke så sikker mere.

Grundtvig kan næppe heller kaldes normal, og det kan ende med hvad som helst, hvis han skal trækkes igennem en kunstners måske lettere indskrænkede tilgang til det i sandhed åndrige menneske.

Med denne udmærkede samtale på P1 er der dog lidt større mulighed for, at Monrad vil blive bragt levende igennem sin tur i den til tider nådesløse kunstneriske kværn.