Et indblik i familierne på overførselsindkomst

Balancen mellem forurettelse og taknemmelighed over at leve i et samfund, hvor man ikke lider absolut nød, er hårfin

I fire måneder har DR fulgt otte beboere fra Vang-kvarteret i Holbæk, og i det første afsnit mødte vi blandt andre Anita (foto), der bor alene med to sønner. I første afsnit lod hun gavmildt en hjemløs børnefamilie flytte ind, men de går hurtigt hinanden på nerverne i den lille lejlighed. -
I fire måneder har DR fulgt otte beboere fra Vang-kvarteret i Holbæk, og i det første afsnit mødte vi blandt andre Anita (foto), der bor alene med to sønner. I første afsnit lod hun gavmildt en hjemløs børnefamilie flytte ind, men de går hurtigt hinanden på nerverne i den lille lejlighed. - . Foto: DR.

DE HAR LÆNGE OPTRÅDT i debatten, og nu har man på DR 1 besluttet, at vi skal lære nogle af dem bedre at kende. Det handler om de mange, der lever på overførselsindkomst og helt konkret påvirkes af de seneste års politiske reformer.

I fire måneder har DR fulgt otte beboere fra det såkaldte Vang-kvarter i Holbæk, og i det første afsnit i onsdags mødte vi Anita, der bor alene med to sønner og her gavmildt lod en hjemløs børnefamilie flytte ind. De er alle på kontanthjælp, og man fornemmede klart, hvordan disse menneskers tanker dagligt kredser om systemet. De prøver at forstå reglerne, men føler sig også grundlæggende mistænkeliggjort - hvilket klart kom til udtryk, da Anita blev indkaldt af kommunens ”kontrolgruppe”, idet nogen havde meldt hende for at have familien boende.

Jagten på sociale svindlere er en historie for sig. Faderen i børnefamilien har ikke kunnet finde en læreplads, og hans kæreste er ikke kommet i arbejde, efter at hun som 18-årig fødte første gang. Og nu går de alle hinanden mere og mere på nerverne i Anitas treværelseslejlighed.

Der er meget at sige om en dokumentar som denne. For det første er det elementært interessant at få indblik i den tone, der hersker blandt dem, der hver dag ser deres liv i lyset af det offentlige. Men samtidig melder spørgsmålene sig. Har Patrick mon generelt søgt arbejde, eller har han bare givet op, da lærepladsen udeblev? Og når Anita fortæller, at hun - som så mange andre danskere - lider af depression og angst, hvad dækker det så mere nøjagtigt over? Hun modtager hver måned 13.800 kroner i kontanthjælp og boligsikring, hvilket jo trods alt er så meget, at det sikkert vil provokere nogle, når man samtidig mærker, hvordan krænkelsen konstant ligger i luften i lejligheden.

Balancen mellem forurettelse og taknemmelighed over at leve i et samfund, hvor man ikke lider absolut nød, er hårfin. Programmets styrke er således, at man får understreget, hvor dybt det påvirker mennesker og dermed samfundet, at så mange lever på overførsel. Tilstanden former tusindvis af sind.

Men samtidig må man sande, at en dokumentar som denne rummer et strejf af menneskelig udstilling. Vi følger disse personer ganske tæt på i den klaustrofobiske lejlighed, hvor madrester og opvask hober sig op, og én ting er, at det altid er problematisk at filme mennesker så intimt.

Noget andet er, at man her sidder med fornemmelsen af, at de medvirkende ikke selv har overblik over situationen. Mens de sikkert opfatter projektet som et vigtigt indblik i, hvor hårdt det kan være at leve på overførsel, sidder der utvivlsomt en del seere og tænker, at de her mennesker må tage sig sammen.

I forvejen taler vi en del om, at synet på arbejdsløse bliver mere og mere nådesløst, og jeg er ikke sikker på, at en programserie som denne vil gøre tonen mildere. Det kræver i hvert fald, at vi lærer de enkelte bedre at kende. Ellers forbliver de i rollen som symboler på en tilstand snarere end rigtige mennesker. Mens kløften vokser.

Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist