DR-Ung stod der efter udsendelsen, så jeg kort overgang følte mig på fremmed grund. På den anden side er ungdoms-tv er for vigtig til at overlade de til unge. Vel er man ikke en vårhare, men derfor skal DR3 ikke være forbuden frugt. Og i denne uge faldt mit bebrillede blik på programmet ”Langt ude”. Et program om livets absurditeter og menneskers mærkværdigheder. Nu er der mange særlinge til, og et freakshow er en uværdig forestilling. Når programmet alligevel aftvang interesse, skyldtes det, at emnet var regenter. Folk, der så at sige var langt ude, mens de var højt oppe. Man havde lavet en liste over excentriske magthavere, begyndende med skofetichisten, den filippinske diktatorfrue Imelda Marcos og sluttende med den nordkoreanske tyran Kim Jong-il, som den stedlige propaganda omtaler i messianske vendinger. Egentlig var der ikke meget at grine af. Flere på listen var skyldige i grusom undertrykkelse og terrorvirksonhed. Andre som Silvio Berlusconi og Vladimir Putin var slet ikke af samme blodbesudlede kaliber, men havde fået plads på listen i kraft af autoritære tendenser og storskrydende propaganda.
Når det alligevel kan være passende at grine lidt af magtens selvhøjtidelige mænd og kvinder, er det, fordi humor simpelthen er god magtkritik. Jo højere tanker man har om sig selv og sin betydning, jo værre står det til med selvironien. Diktatorer forventer ofte næsegrus beundring og lutter lovord. Derfor fortjener de også at blive mødt af humor og satire. I deres egne lande kan det være livsfarligt, men de skal ikke få lov at slippe. Er der f.eks. noget mere latterligt end den nordkoreanske propagandamaskine, som udnævner det regerende familiedynasti til små guder? Jeg ved ikke, om man har spindoktorer på de kanter. I så fald er de ikke meget bevendt. Panegyrikken er vel også mest til internt brugt som påstanden om fremkomsten af en ny stjerne på himlen og en dobbeltregnbue ved Kim Jong-ils fødsel. Jesus måtte nøjes med en enkelt stjerne, til gengæld sang himlens engle, da han blev født, mens kristenforfølgelserne under Kim Jong-il skriger til himlen. Dér vil skriget også blive hørt af englene som deres Herre.
Vi hørte om den turkmenske diktator, som rejse en guldstatue af sig selv og omdøbte januar, så den første måned fik navn tilfælles med nationens førstemand. Eller hvad med Gadaffi, hvis søn blev anholdt i Schweiz for mishandling af to tjenestepiger? Det fik det fædrene ophav til på FNs generalforsamling at foreslå alpelandet slettet af landkortet. Hul i hovedet, men har det iranske præstestyre ikke samme holdning til staten Israel? Måske burde der laves den regel, at man ikke kan være medlem af de Forende Nationer uden anerkendelse af de andre nationers ret til at eksistere.
Jo, absurdistan er et omfattende rige med provinser på flere kontinenter. Måtte magthaverne huske - med en nytestamentlig formaning - at gøre ret og skel, for også de har en Herre i himlen. Det får folk ned på jorden.