Grønland som trumf i det store pokerspil

Dækningen af det grønlandske valg har især fokuseret på landets økonomi

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) lagde ikke skjul på, at en dansk regering kan tale med langt større vægt i Washington, Beijing og Berlin på grund af rigsfællesskabet. Sådan var vejret i Nuuk, da Grønland forleden gik til valg. -
Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) lagde ikke skjul på, at en dansk regering kan tale med langt større vægt i Washington, Beijing og Berlin på grund af rigsfællesskabet. Sådan var vejret i Nuuk, da Grønland forleden gik til valg. - . Foto: Ulrik Bang.

DET MED SPÆNDING VENTEDE VALG i Grønland i sidste uge har på det seneste skabt plads til beretninger fra den nordlige del af rigsfællesskabet i avisspalter, tv- og radioudsendelser. Med isnende klarhed er det påvist, at de omkring 56.000 indvånere i ”Menneskenes land” står over for rekordstore økonomiske udfordringer.

Derfor er det godt, at dækningen af valget især har fokuseret på flyvske forventninger til det såkaldte råstofeventyr, hvor også danske medier har bidraget til en opfattelse af, at tusindvis af kinesere stod klar til at hugge hul i indlandsisen.

Med valget har en god portion realisme indfundet sig, og dermed er det oplagt, at vi fornyer diskussionen om, hvad vi egentlig vil med det højt besungne rigsfællesskab, som jo er meget mere end jævnlige anløb af kongeskibet ”Dannebrog” med prinser og prinsesser iklædt grønlandske folkedragter.

Et vigtigt bidrag til diskussionen blev leveret i ”Deadline” på DR 2 søndag aften, da udenrigsminister Martin Lidegaard (R) fik tydeliggjort Grønlands strategiske betydning. Lidegaard lagde ikke skjul på, at en dansk regering kan tale med større vægt i Washington, Beijing og Berlin på grund af fællesskabet:

”Der bliver åbnet døre, fordi Danmark ikke kun er den sydlige del af kongeriget, men også omfatter Færøerne og Grønland,” konstaterede han. Og direkte adspurgt, om Danmark ville miste udenrigspolitisk styrke, hvis Grønland fik opfyldt sine nu meget langsigtede drømme om at stå helt på egne ben, lød svaret uden forbehold: ”Helt klart ja.”

Dermed understregede udenrigsministeren, at det fastlåste 3,6 milliarder kroner store bloktilskud fra den danske statskasse til landskassen i Nuuk måske blot er en beskeden betaling for Grønland som indflydelsesfaktor, når Danmark i disse år retter blikket mod Nordpolen, det mere og mere isfrie Arktis og nye transportveje til søs.

Et debatmøde i Den Sorte Diamant i København i morgen aften med overskriften ”Danmark til Nordpolen” illustrerer, hvad der er i gære, når diplomatiet i Martin Lidegaards ministerium ruster sig til at gøre krav på dele af undergrunden i havet nord for Grønland.

Alt i alt bør Danmarks interesser i at fastholde Grønland derfor fylde meget mere i den offentlige debat. Blandt koldkrigshistorikere er det en udbredt opfattelse, at Danmark frem til Murens fald i 1989 kunne slippe med relativt beskedne udgifter til det vanvittige våbenkapløb, fordi USA via en omfattende aftale i 1951 fik stort set frie hænder i sine baseområder.

Især Thulebasen fik stor betydning for den amerikanske atomvåbenparaply, og helt frem til 1995 vidste kun få topembedsmænd og skiftende udenrigs- og statsministre, hvad der egentlig foregik i det kolde nord.

Den stiltiende atomvåbenaccept sikrede Danmark en vigtig trumf i det globale pokerspil om magten. Efter den kolde krig mistede ”grønlandskortet” betydning, og blandt såvel politikere som medier kølnedes interessen for at blive ved med at poste penge i et på alle måder dyrt samfund.

Men med de senere års udvikling omkring Arktis og især det spændte forhold til Rusland er der således mindst to gode grunde til at genoptage diskussionen om Danmarks interesser i at fastholde Grønland som en del af rigsfællesskabet. ”Deadline” søndag aften leverede en god begyndelse.

Kurt Strand er forfatter og journalist