Det var den tyske digterfyrste Johann Wolfgang von Goethe, som i slutningen af 1700-tallet sagde, at kirkehistorien var et mismask eller sammenrod af fejltagelser og vold. Det er ikke hele sandheden, men det er også sandt. Kirkehistorien er ikke for folk med sarte nerver. Evangeliet har ikke just haft en stille gang på jord, det har forarget og delt vandene, været misbrugt og skamredet, men har også frydet, trøstet og opbygget. Kirkehisto-rien er en broget historie og samtidig sjælen i verdenshistorien.
Det fik man et fint indtryk af i den britiske serie ”Vejen til Konstantinopel” på DR K om den tidlige kristendoms historie. ”Vejen til Konstantinopel” gik således fra Jesu fødsel, til kristendommen blev statsreligion under kejser Konstantin, som døde i 337.
Værten var professor ved Londons Universitet Jonathan Phillips, der gjorde serien til en klassisk britisk historisk/kulturel dokumentar, selvom serien var amerikansk produceret. En genre, som jeg gerne tilstår min svaghed for. Altså en af de dokumentarer, hvor man ser den akademiske vært først det ene sted så det andet sted i verden, mens han slentrer rundt i ruiner og forgangne tider. Er det ikke også den ideelle ferieform? Det var dog en torn i øjet, at Jonathan Phillips ofte skulle rende rundt med en rygsæk over skulderen og ligne en tilfældig turist. Var der mon ikke nogen på filmopholdet, som kunne aflaste ham for den byrde?
Nuvel, det var småting, og i det femte afsnit handlende det om alvorlige ting, nemlig kristenforfølgelserne under Romerriget. Først var de lokale og sporadiske, siden blev de systematiske og rigsomspændende. Vi hørte blandt andet om overklassekvinden Perpetua fra Karthago, der led martyrdøden omkring 203 i alder af cirka 22 år. Perpetua var mor til en spæd dreng, men hun ville ikke afsværge sin kristentro for at redde livet trods sin fars indtrængende bønner. Jonathan Phillips fortalte om et af faderens forgæves forsøg på at tale sin datter til fornuft som refereret af Perpetua selv: ”Jeg sagde, kan du se denne vase, far? Ja, det kan jeg godt, sagde han. Jeg spurgte ham, om den kunne kaldes noget andet, end den er? Han sagde nej. Jeg kan heller ikke kaldes andet, end det jeg er, en kristen”. Perpetua stod fast, fordi der var noget, som stod fast for hende, og mens hendes bødler er gået i historiens glemmebog, står hendes vidnesbyrd tilbage lysende og standhaftigt.
Man kom uvægerligt til at trække tråde til nutiden. Hvor mange folkekirkekristne ville mon risikere livet for deres tro? Ville man selv? Jeg er ingen modig mand, men troen var ikke nået til Danmark, hvis der ikke havde været nogen, som var modige nok til at missionere blandt vores voldsparate forfædre. Og kristenforfølgelserne er ikke bare en teoretisk mulighed, de er blodig virkelighed for mange kristne. Da selvmordsbomberne for et par måneder siden udløste deres dødbringende ladning påskedag i flere srilankanske kirker, gik de i fodsporene på en lang række af kristenforfølgere. ”Vejen til Konstantinopel” mindede os om, at kirkens vej ofte har været stenet, men vejen ender ikke blindt. Den ender i lovsang.
Jesper Bacher er sognepræst