SAMFUNDSDEBATTEN raser som vanligt om dette og hint. Mange af os har draget sværd i de verbale bataljer, og aviser er gammelkendte slagmarker for krig på ord og strid på holdninger.
En gang imellem kan man nu godt blive en smule krigstræt og længes efter våbenhvile. Ja, man kan ligefrem se lidt frem mod sommerens agurketid. Ikke at de samfundsproblemer, som debatteres så heftigt, forsvinder som sky for sommersol, men i ferietiden falder der mere ro over andedammen.
Undertegnede tillod sig at tage forskud på den kommende hviletid og hengav sig onsdag aften til det mageløse naturprogram ”Den blå planet II” på DR 1. Naturen går jo sin egen gang. Naturen er ikke vores frembringelse eller opfindelse. Her debatteres der ikke, her hjælper argumenter ikke, her gælder jungleloven også under vandet. Således er naturen ikke just noget politisk forbillede, men ingen retorik kan skjule, at naturen også er vores lod. Skal jungleloven ikke herske blandt os, så må vi have slagkraft til at holde den nede. Skal vi overleve, må vi være i stand til skaffe os føden. Den svage går under både politisk og bogstaveligt, hvis der ikke er nogen, som er stærk nok til at værne ham.
Jo, naturen er grum, men sandelig også betagende skøn. Skaberværket er i den grad ikke makværk. ”Hvor er dine værker mange, Herre! Du har skabt dem alle med visdom, jorden er fuld af dit skaberværk. Her er det store og vidtstrakte hav, med sit mylder, umuligt at tælle, både små og store dyr!”, skriver den bibelske salmist. ”Den blå planet II” satte billeder på salmistens tale og viste underlige fisk, mægtige hvaler og oceaner ”beruset blå som gudinders blik” for nu at sige det med gamle Thøger Larsen. Og man skal ikke gå og tro, at fisk bare er torskedumme. Ja, minsandten om ikke en såkaldt gylte forstod at åbne en musling ved at slå den mod en koral. Det er der ingen ben i for et menneske, men for en fisk!
MÅSKE ER SKILLELINJEN mellem naturen og den politiske arena heller ikke helt så markant. Vi så således en flok halvspækhuggere, som optog forfølgelsen af nogle delfiner ud for New Zealands kyst. Alt imens halvspækhuggerne var ved at indhente delfinerne, vendte delfinerne sig om og gav en lyd fra sig, som syntes at virke genkendelig på halvspækhuggerne, og var så det næsten som gamle venner, der mødtes. Måske virker gode argumenter også i dyreverdenen. Samtale lod i hvert fald til at fremme forståelsen på tværs af arterne.
”Den blå planet II” var nu heller ikke det politiske frikvarter, man kunne tro, for det blev betonet, at havenes sundhed er truet.
Da klimaforandringerne siges at være menneskeskabt, er det for eksempel vores skyld, at hvalrosserne ikke har den samme is at hvile deres hoved og unger på som før i tiden. Naturen og ikke mindst havene kan virke uforanderlige og tidløse i forhold til al menneskeværk, men de påvirkes af mennesker. Om de så ligefrem er i vores vold og magt, er en anden sag. Det er en anden, som har den hele vide verden i sin hånd.
Jesper Bacher er sognepræst.