Da den norske talkshowvært Fredrik Skavlan i aftes havde besøg af blandt andre den svenske teolog og forfatter Ann Heberlein, kiggede omkring tre millioner seere med. De fleste af dem var svenskere, en stor del var nordmænd og en forsvindende lille del var danskere, som havde fundet ”Skavlan” via SVT 1's hjemmeside eller som er kunder hos et af de kabelselskaber, der ikke har fjernet de skandinaviske kanaler fra deres tv-pakker.
Uge efter uge er det norsk-svenske talkshow uden sammenligning den største seermagnet i Skandinavien takket være en enkel, men bestemt ikke let opskrift: En kombination af universelle talkshow-elementer - klappende publikum, husorkester og en underholdende attitude - med grundlæggende journalistiske dyder som ydmyghed, væsentlighed og relevans. Dertil en dygtig interviewer i skikkelse af Fredrik Skavlan, som evner at stille både skarpe og overraskende spørgsmål, mens han samtidig er nærværende, lyttende og opfølgende.
Umiddelbart er succesen dermed ikke vanskelig at forklare. Og dog. For modsat mange talkshows uendelige gæsterækker af kendisser med selvfølgeligheder på tungebåndet, synes ingen emner i ”Skavlans” i øvrigt flot producerede univers at være uegnede eller for tunge til fredagshyggen i Norge og Sverige. Hér må der gerne være noget på spil for gæsterne, værter og seerne.
Efter dagevis med flygtninge på alle mediedagsordener var store dele af programmet for to uger siden helliget en række af de spørgsmål og svar, som presset på Europa naturligt kaster af sig. Prominente gæster som den irske rockmusiker Bob Geldof - kendt for blandt andet sin ”Live Aid”-koncert med støtte til sultende i Etiopien i 1985 - og FN's tidligere generalsekretær Kofi Annan bidrog med indsigt og personligt engagement. Men også blandt de øvrige gæster i studiets bløde stole blev flygtningene diskuteret.
For danske seere er det - som antydet - lidt besværligt at finde frem til ”Skavlan”. Men det kan lade sig gøre, om end det må undre, at DR allerede for flere år siden sagde nej til at være medproducent på det populære talkshow. Uden at det blev sagt officielt, forlød det i krogene i DR Byen, at ingen i DR's tv-ledelse turde binde an med et fredagsshow, hvor der var alvor på programmet. Og så endda i et sprogligt miks af norsk, svensk og engelsk - plus dansk.
I en kort periode for et par år siden blev talkshowet dog vist sent lørdag aften på DR 2. Seerne svigtede - hvad de i øvrigt altid gør, når noget sendes sent om aftenen - og programmet blev forudsigeligt pillet af igen.
Men tænk, hvis programlæggerne i DR Byen havde samme mod som deres kolleger i Oslo og Stockholm. Tænk, om de havde is i maven og mod til at give seerne et velkomponeret, gennemprofessionelt og indholdsrigt talkshow. Og tænk, om en fredag aften på DR 1 turde være mere ambitiøs end blot at hælde endnu en sæson ”X Factor” eller andre tåkrummende ligegyldigheder i hovedet på seerne.
Kurt Strand er journalist og forfatter