DET ER ALTID VÆRD at se ”Indefra” med Anders Agger. Det er nemlig Anders Aggers evne at gøre netop det, som programtitlen tilsiger, at se indefra. Udefra kan der også siges meget klogt og rigtigt. Man kan analysere, vægte og bedømme, og den synsvinkel kan slet ikke undværes i god formidling.
Skal man derimod se tingene indefra, selvom man som journalist kommer udefra, kræver det, at man kan træde til side og samtidig få de berørte til at tale frit fra leveren. Det kan Anders Agger som få, og i søndags handlede ”Indefra” om den nyresyge Kristine Lykke Roed. En spinkel 30-årig kvinde, som stod på venteliste for at få en ny nyre.
Kristine Lykke Roed havde kun 10 procent af sin nyrekapacitet tilbage og havde været syg siden barnsben. Hendes mor havde allerede doneret sin nyre, hendes far var dødelig syg af kræft, og hendes storebror havde som nybagt far store betænkeligheder ved at undergå en kompliceret operation og mangle en nyre, hvis hans søn en dag skulle få brug for det samme organ. Der stod hun så, den unge kvinde og nyuddannede sociolog, og ventede på det livsvigtige organ. Ventede på, at en andens død kunne blive til nyt liv for hende, hvis ikke hendes eget liv skulle ebbe langsomt ud.
”Sygdom er hver mands herre,” lyder et kendt mundheld, og Kristine Lykke Roed kendte et og andet til sygdommens herredømme. Året rundt var hun i dialyse tre gange om ugen af fire timer, og tog hun til udlandet røg hun midlertidig af ventelisten. Alvorlig sygdom kan vel sammenlignes med en invasion. En fremmed magt rykker ind på vores mest intime territorium, og så begynder en krævende og slidsom modstandskamp.
Sundhedsvæsenet er forhåbentligt en god med-forkæmper, men i forreste linje står begribeligvis den syge selv. En skæbne, der af gode grunde kan føles tung og ensom. Når man sammen med Anders Agger fulgte Kristine Lykke Roed, kunne man imidlertid ikke få andet end den dybeste respekt for den måde, hun bar sin sygdom på.
KRISTINE LYKKE ROED ønskede sig brændende en ny nyre, men ikke for enhver pris og var opsat på, at sygdommen med hendes egne ord ikke skulle få lov at sætte sine sorte aftryk på hende. Jeg kom til at tænke på et gruk af Piet Hein: ”Helbred er, hvordan man har det. Modstandskraft er som, man ta’r det,” og Kristen Lykke Roed var en modstandskvinde af rang.
”Indefra” gav naturligt nok anledning til at drøfte spørgsmålet om organdonation. Kristine Lykke Roeds mor mente, at alle voksne burde stå i Donorregistret, og så skulle man træffe et aktivt valg, hvis man ikke ønskede at stå registreret.
Man forstår holdningen, men er det ikke betænkeligt, at organer som udgangspunkt opfattes som offentlig ejendom? På den anden side: Hvem vil sige nej til et livsvigtigt organ, hvis man selv eller de kære får brug for et? Under alle omstændigheder besluttede nærværende kommentator at tilmelde sig Donorregistret efter at have set ”Indefra”. På opstandelsens morgen vil jeg ikke savne mine organer, og kan man blive til liv for andre, er man da ikke død forgæves.
Jesper Bacher er sognepræst.