Når nogen bliver ramt af en livstruende sygdom eller en mister et elsket familiemedlem, har vi svært ved at håndtere mødet med det menneske. Døden er tabubelagt, og døende eller efterladte oplever ofte at blive mødt med en distance til det svære som de står midt i.
LÆS OGSÅ: Nyd livet og opfør dig ordentligt
Men hvordan taler vi da med et menneske, der har døden tæt inde på livet? Det er et spørgsmål, som mange stiller sig selv, ikke mindst når man pludselig bliver konfronteret med den del af livet. Måske ville det være lettere at tale om emnet, hvis vi havde en dybere forståelse af, hvordan det er at ligge for døden, eller hvordan det føles at miste et elsket menneske.
Vi skal alle sammen dø, men hvad sker der, når vi dør, før, under og efter? Det spørgsmål stillede Anders Lund Madsen som indledning på et programrække om døden og den døende, der havde sin debut på DR 1 torsdag aften. Og den optimistiske seer forventede formentlig at blive oplyst i en eller anden grad.
Allerede i optakten til programmet var det dog vanskeligt at tage Andres Lund Madsens værtsstil alvorligt. Med den vanlige sarkasme i blikket introducerede han programmet. Det viste sig at være hans ønske at finde ud af, hvad der skal ske, når vi skal dø, og at tage os se-ere med på den rejse.
TUREN GIK TIL Hospice Djursland, hvor han mødte adskillige mennesker i den terminale fase. Der var i det halve time lange program ikke mange af de spørgsmål, der blev stillet, som virkede seriøse, eller som tog den døendes situation alvorligt. To mænd, der begge led af kræft, blev for eksempel stillet spørgsmålet om, hvorvidt de konkurrerede på deres sygdom, om det var finere at have knoglekræft end leverkræft? Og de grinede ikke engang, og det gjorde man som seer heller ikke. Anders Lund Madsen formåede end ikke at skabe en humoristisk vinkel på det alvorlige emne, ligesom han heller ikke formåede at kaste lys over den verden, der ellers er tabubelagt. Til gengæld gav de døende mennesker til trods for Anders Lund Madsens dårlige interviewform et lille indblik i deres situation. Alle som en lagde de vægt på den store betydning, som deres nærmeste pårørende havde i denne livets sidste fase.
Og det var i grove træk det, man fik ud af programmet: at mennesker, der ligger for døden, ikke overraskende vender blikket mod det nære og mod de gode og frugtbare relationer, de har opbygget gennem livet. Derfor er smerten også knyttet til at skulle forlade de elskede, og til det at skulle pådrage dem en sorg.
Hvis man kan udlede noget af programmet, så skulle det være det, at man ikke behøver være nervøs for at stille spørgsmål til et døende menneske. De fleste af os ville være i stand til at føre en langt bedre samtale end den, Anders Lund Madsen fremførte i sit program. Derfor skal vi ikke være nervøse for at gøre det.
Lea Skovsgaard er sognepræst