Prøv avisen
Mediekommentar

Messerschmidt skal holde balancen mellem arrogancen og folkeligheden

Morten Messerschmidt er blevet centrum i en sag, hvor han risikerer at lægge sig ud med den gennemsnitlige DF-vælger. - Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix

Mig kan det ikke forarge, at han ind imellem ter sig lidt ukorrekt, skriver Sørine Gotfredsen om Morten Messerschmidt (DF)

De færreste politikereundgår på et tidspunkt at sige noget, der skaber vrede. I disse dage handler det om Morten Messerschmidt, der som gigantisk stemmesluger for Dansk Folkeparti og et indlysende skarpt hoved nemt påkalder sig opmærksomhed.

Denne gang skyldes det, at en kollega i Europa-Parlamentet, Rikke Karlsson, er gået i protest mod Morten Messerschmidts ledelsesstil og uklarhed om nogle fonde. Hvorpå hun af Messer-schmidt blev kaldt en ”forvirret pige fra Rebild”, der ikke rigtig forstår, hvad der sker omkring hende.

Der er ikke mange medievante kvinder tilbage i landet, der ikke har kommenteret bemærkningen, der da også er en del nemmere at forholde sig til end selve sagens kerne. Fredag aften forsøgte TV-Avisens vært Tine Götzsche at interviewe DF-politikeren angående de to fonde, hvilket resulterede i, at Morten Messerschmidt med sin velkendte, tempofyldte og højtekniske fortællestil garanteret efterlod sig en paf befolkning og en lidt forvirret(!) studievært.

Man skal være godt inde i sagerne for at følge Messerschmidt, og angående et så ubeskriveligt kedeligt emne som dette er det ikke mange, der frivilligt har læst på lektien. Lørdag aften forsøgte Niels Krause-Kjær i DR 2's ”Deadline” i en samtale med selvsamme Rikke Karlsson at få hoved og hale på fond-sagen, og jeg vil overlade til fagfolk at vurdere, om det lykkedes.

Til gengæld kunne enhver her konstatere, at Rikke Karlsson ikke fremstår som en forvirret pige, men snarere som en voksen og seriøs politiker, der ønsker orden i tingene. Oven i købet synes hun at besidde en klædelig selvironi og kan godt se det lidt komiske i balladen om Morten Messerschmidts karakteristik af hende. For det er jo langt hen ad vejen det, den er. Komisk. Man kan sikkert få et par feminister på nakken ved at have det standpunkt, men Morten Messer-schmidt skiller sig med sine arrogante træk ud fra mængden, og mig kan det ikke forarge, at han ind imellem ter sig lidt ukorrekt.

Hvis han virkelig bliver en stor mand i dansk politik, vil den slags udbrud gå over i historien som afholdte anekdoter, og der skal være plads til det ikke ubetinget pæne. Tænk blot på Winston Churchill, der (uden sammenligning i øvrigt) engang sagde, at den mest effektive kur mod troen på demokratiet er at møde en gennemsnitlig vælger. Arrogance kan især på afstand have en vis charme, men Morten Messerschmidt skal dog alligevel være vågen. Han risikerer nemlig, som det i denne uge påpeges i Weekendavisen, at lægge afstand til den folkelige loyalitet, som Dansk Folkeparti hver dag næres af.

Han er ikke første generations-DF'er og har ikke den dybeste plads i hjerterne hos partiets vælgere. Han var ikke med til at grundlægge succesen, men han kan være med til at skabe en elitær kløft mellem sig selv og mange danskere, hvis han ikke husker, at menigmand gerne skulle forstå, hvad han siger. De kommende år vil vise, om Morten Messerschmidt kan ramme denne helt særlige balance mellem arrogance og folkelighed.