Prøv avisen
Mediekommentar

Arvesyndens relevans og lyset fra påskemorgen

Teolog og leder af Kirkens Korshær Morten Aagaard fortalte om sit liv og sin opvækst i ”Fortællinger fra virkeligheden” på P1 i DR. Foto: Nils Rosenvold/Scanpix

Morten Aagaard, teolog og leder af Kirkens Korshær i Aarhus, fortalte om sin levnedsgang i ”Fortællinger fra virkeligheden” på P1. Det var en fortælling fra virkeligheden, også den barske, båret af et håb større end virkeligheden

Alle er vi præget af vores opvækst. Ligesom vores egne beslutninger former og danner os. Således er livet en underfuld blanding af arv og valg, af hjemmets retning og vores veje, af kontinuitet og nybrud. Betoninger kan være forskellige.

Nogle går slavisk i forældrenes fodspor, andre kommer ind på helt andre spor, nogle vedgår arv og gæld, andre prøver at løbe fra det. Som sognepræst indvies man i mange livshistorier, og gang på gang slås man af såvel det særlige som det almene.

Liv er så forskellige, og dog kan vi kende os i andre liv. Ethvert liv er en historie, som fortjener at fortælles, en lille bid af den menneskelige mangfoldighed. Mange, der ser tilbage på deres liv, må sige som Petter Dass i en af salmebogen smukkeste gammelmandssalmer: ”Jeg kan dog andet ej/ end i forundring falde/ ved Guds husholdnings vej”.

Nu var Morten Aagaard, teolog og leder af Kirkens Korshær i Aarhus, som fortalte om sin levnedsgang i ”Fortællinger fra virkeligheden” på P1, ikke nogen gammel mand, men han kunne nok dele Petter Dass' forundring. Det var i hvert fald en fornøjelse at høre ham i programmet, som er viet til personlige historier. De valg, vi træffer, de ting, der sker for os, og måden, vi kommer igennem dem på.

Morten Aagaard er søn af Anna Marie Aagaard og Johannes Aagaard, markante Aarhus-teologer med global orientering og alternative i mangt og meget. Johannes Aagaard havde et imponerende frelsergen, og det var både forbilledligt og belastende.

Morten Aagaard talte kærligt og beundrende om sin far med blik for hans svagheder. Vil man redde verden, koster det i det nære. Morten Aagaard vedkendte sig med stolthed den sociale indignation, han havde fået med fra forældrene, men beskrev sig selv som mere pragmatisk og kompromissøgende.

Morten Aagaard havde gået sine egne veje, men var alligevel slået ind på teologiens vej og havde været generalsekretær i Bibelselskabet og direktør for Legos fonde, før han blev aarhusiansk korshærschef.

Varmestuen i smilets by beskrev han som et hospice, hvor mennesker systematisk var i gang med at tage livet af sig selv. Gennemsnitslevealderen ligger på omkring de 50. Det kan hurtigt få smilet til at stivne. At række de håbløse en hånd kalder nærmest på håbefuldhed af en anden verden. Og det var netop, hvad Morten Aagaard havde. Som erfaringen hobede sig op, blev han mere og mere bevidst om ”arvesyndens relevans”, om den faldnes verdens lange skygger.

Morten Aagaard kunne imidlertid tilslutte sig sin far, som kort tid før sin død var blevet spurgt, om han troede på opstandelsen. Svaret lød: ”Det er det eneste, jeg tror på.” Ultimativt havde Morten Aagaard det på samme måde. Det var også det, han selv nærmede sig: ”Det bliver det eneste, der står tilbage, det er påskemorgen.”

Stærke ord fra sin fars søn, sin mors dreng og dog sin egen og Herrens. En fortælling fra virkeligheden, også den barske, båret af et håb større end virkeligheden.

Jesper Bacher er sognepræst