”Arvingerne” - tv på den gammeldags måde

Om en genudsendelse af ”Arvingerne” om tre årtier vil klare sig lige så godt som tv-serien "Matador", er naturligvis umuligt at spå om. Men succes i morgen og de kommende fem søndage er der næppe tvivl om, at serien får, mener dagens mediekommentator

I tv-serien “Arvingerne” er familiens enfant terrible, Emil, bag thailandske fængselstremmer. -
I tv-serien “Arvingerne” er familiens enfant terrible, Emil, bag thailandske fængselstremmer. - .

FØRSTE AFSNIT I ANDEN SÆSON sluttede nytårsdags aften på stort set samme måde som sidste afsnit i første sæson: med familiens enfant terrible, Emil, bag thailandske fængselstremmer. Og med lillebroderens tilsyneladende uløselige situation - hvor end ikke storesøster Gros forsøg på at formilde en dommer med kolde kontanter synes at virke - er der lagt op til et fortsat og medrivende drama hos ”Arvingerne” på DR 1.

De kommende afsnit sendes om søndagen, for ”Arvingerne” er af en støbning, der hører hjemme i den bedste sendetid. Andet afsnit i den nye sæson følger allerede i morgen aften, og hvis seertallene fra første afsnit holder, vil godt halvanden million sætte sig til rette med blikket stift rettet mod tv-skærmene.

Med så mange seere på én gang er de fortsatte trakasserier om den sydfynske kunstner Veronika Grønnegaards arv en lidt gammeldags tv-serie. Som tidligere beskrevet i denne klumme ændrer tv-vanerne sig i rekordtempo med nettets mange tilbud i høj teknisk og indholdsmæssig kvalitet. Og fordi det i stigende grad er almindeligt, at samtlige afsnit i en tv-serie er tilgængelige på én gang - som eksempelvis på Netflix - kan det blive stedse vanskeligere for en traditionel tv-station som DR at fastholde sin succesfulde søndag aften med drama som trækplaster.

Det ved programplanlæggerne hos DR bedre end de fleste, og derfor blev der allerede i ”Arvingerne”s første sæson eksperimenteret med at gøre det sidste afsnit tilgængeligt straks efter rulleteksterne på det næstsidste. Omkring 100.000 seere benyttede sig af muligheden, og de kendte således slutningen med den fængslede Emil før alle andre.

Umiddelbart efter ”Arvingerne” i morgen aften er der endnu en sæsonpremiere på en DR-serie, ”Bankerot” på DR 2. Men kun for dem, som ser serien i et helt almindeligt fjernsyn på det fastlagte sendetidspunkt klokken 21. I den seneste uges tid har det været muligt at se seriens første afsnit på dr.dk og på den tv-app, som DR med stor succes introducerede sidste år - og fra i morgen kan enhver med internetadgang selv bestemme om, hvor og hvornår seriens i alt otte nye afsnit skal ses.

Udviklingen tilsiger således, at vi alle sammen kan være vores egne programlæggere. Men selvom flere vil benytte sig af muligheden for selv at bestemme, tyder intet på, at det såkaldte flow-tv - trods mange forudsigelser - står foran den visse død. Seertallene til store begivenheder som senest statsministerens og dronningens nytårstaler antyder et behov for nogle fælles samlingspunkter, som det fragmenterede og selvtilrettelagte tv-forbrug ikke kan matche. Ganske som da ”Matador” ved sin syvende genudsendelse i 2012 samlede over en million seere til hvert eneste af de 24 afsnit - på trods af at serien er solgt i tre millioner eksemplarer på dvd.

Om en genudsendelse af ”Arvingerne” om tre årtier vil klare sig lige så godt, er naturligvis umuligt at spå om. Men succes i morgen og de kommende fem søndage er der næppe tvivl om, at serien får. God fornøjelse!

Kurt Strand er journalist og forfatter