Prøv avisen

Børnegidsler i fjernsynet

Foto af 13-årige Denise (forrest) fra programmet "Generation XL". Foto: Foto: DR

Deltagelse i tv-programmer bliver brugt som terapi for danskere med problemer med vægten, økonomien eller børneopdragelse. Til stor underholdning for os andre

VI NÆRMER OS ET SVAR på et af de mere gådefulde spørgsmål angående danskerne og fjernsynet. I adskillige år har man spurgt sig selv, hvad der dog driver så mange til at stille op i programmer, hvor man lader sig udstille med alt det i ens liv, der ikke fungerer.

Hvad enten det er hunden, der har taget magten, skilsmisseforløbet, der er havareret, eller vægten, man ikke kan kontrollere. Vi møder forældre, der åbenlyst svigter deres børn, og personer, der mere eller mindre frivilligt blotlægger egen rådvildhed, og hvor man måske før troede, at det mest var trangen til at fremstå interessant, der drev folk, lyder nu en anden forklaring.

LÆS OGSÅ: At vække frygten og pirre nysgerrigheden

Vores forhold til fjernsynet er nemlig efterhånden blevet så ligetil, at mange ser det som et reelt middel til at få løst nogle problemer. De bruger med andre ord tv-mediet som terapeut, og i stedet for at opsøge en psykolog eller præst medvirker man i et tv-program for at komme videre i livet.

Imidlertid rejser dette et stort principielt spørgsmål, der diskuteres for lidt. For er det også i orden at trække sine børn med ind i tv-terapiforløbet?

Hver torsdag sendes for tiden på DR 1 serien Generation XL, hvor fem overvægtige børn følges i en periode. Deres forældre har erkendt, at de ikke selv kan administrere tingene, og har søgt hjælp hos DR og læge på Holbæk Sygehus Jens-Christian Holm, der har specialiseret sig i at hjælpe overvægtige børn.

Disse fem børn eksponeres nu med alle deres sorger og tårer og forsøg på at overvinde sig selv som da den 13-årige Denise i aftes skulle finde kræfter til at begynde at ride, fordi lægen har beordret hende til at dyrke motion.

Og i et tidligere afsnit så vi, hvordan 13-årige Christian lå trist i sofaen blottet for virkelyst, mens han forsøgte at fortrænge tanken om, at han fremover skal cykle i skole. Uden filter blev han her fremstillet som produkt af sine forældres fallit, og man må spørge, om disse børns værdighed krænkes for meget. Om ikke de bliver taget som en slags gidsler i både forældrenes forsøg på at gøre noget ved sagen og i DRs forsøg på at lave fjernsyn, der virker.

Hvad vil Denise og Christian og de andre mon tænke, når de senere i livet må sande, at deres traumer i barndommen for en stund fungerede som hver mands underholdning? De har både ensomhed og mobning tæt inde på livet, og mens det som sagt forlyder, at det bliver mere og mere naturligt for danskerne at udstille deres liv på tv-skærmen, er det jo svært at vide, om disse børn til fulde selv samtykker.

Jens-Ole Winther, redaktør i DR, udtalte forleden, at når det i dag er blevet så nemt at få folk til at stille op, skyldes det, at der ikke er megen berøringsangst tilbage over for mediet. Det skal nok passe, stort set alt kan jo udarte til vane, og det må de voksne selv om. Men har de lov til at trække deres børn med ind i rampelyset, fordi de selv har brug for hjælp? Vores forhold til tv skulle nødig blive så bedøvende ligefremt, at vi helt holder op med at stille det spørgsmål.

Sørine Gotfredsen er præst, journalist og forfatter