PÅ SANKTHANSAFTEN, hvor mangt et bål med og uden heks blev afbrændt under den lyse midsommerhimmel, blev der også talt om afbrændinger i genudsendelsen af ”Tidsånd” på P1. Der var ganske vist ikke tale om afbrænding af sankthansbål, men derimod afbrænding af Koranen og meningen med en blasfemiparagraf.
Teologiprofessor Niels Henrik Gregersen, som diskuterede sagen med Anna Libak, medlem af Ytringsfrihedskommissionen, knyttede dog an ved sankthans og citerede midsommersangen ”Vi vil fred her til lands”. Det var nemlig Niels Henrik Gregersens pointe, at vi havde brug for en blasfemiparagraf som et værn om samfundsfreden og en anerkendelse af de anerkendte trossamfund.
Nu blev blasfemiparagraffen ganske vist afskaffet for et par år siden, og det blev støttet af Anna Libak, som anførte, at det også er dannelse, ”at man lader sig krænke”. Ingen dårlig pointe. Det er virkelig dårlig dannelse at fare frem med bål og brand, gadeoptøjer og vold, fordi man føler sig krænket. Den mådeholdne og beherskede reaktion er et dannelsestegn.
Niels Henrik Gregersen mente, at sagen ikke drejede sig om blotte følelser, men om sociale fakta. Det er således et socialt faktum, at Koranen bliver holdt højt i ære blandt muslimerne, og det at afbrænde Koranen var ikke bare en meningsytring, men en ufredsskabende handling. Niels Henrik Gregersen nævnte, at afbrydelsen af en nadverhandling også ville være grelt og blasfemisk for kristne. Det fik Christoffer Emil Bruun, værten i ”Tidsånd”, til at nævne det feministiske punkkollektiv Pussy Riot, som blev verdenskendt for at afbryde en gudstjeneste i Frelserkirken i Moskva og efterfølgende modtog hårde domme. Og nærmest lidt forskrækket spurgte studieværten: ”Men det er vel ikke det, vi ønsker, at en sådan gruppe skal kunne dømmes?”.
Christoffer Emil Bruun havde ikke noget tilovers for Rasmus Paludans koranafbrændinger og omtalte Stram Kurs som fascistisk, men tanken om, at en feministisk punkgruppe, som afbrød en kristen gudstjeneste, også kunne rammes af en blasfemiparagraf, var åbenbart anderledes urovækkende. Jeg har heller ikke noget tilovers for Rasmus Paludan og Stram Kurs, men der er vel forskel på en demonstration i det offentlige rum og så en forstyrrelse af den religiøse forsamlingsfrihed i et særligt indviet rum? Rasmus Paludan trænger dog ikke ind i moskéerne under fredagsbønnen for at tale Mekka midt imod.
”Tidsånd” fejrede også et teologihistorisk jubilæum af de store. Nemlig hundredåret for udgivelsen af den schweiziske teolog Karls Barths romerbrevskommentar fra 1919. Det var nu den stærkt reviderede udgave fra 1922, som virkelig udløste det teologiske paradigmeskift. Men det var en fryd at høre optagelser med Karls Barths schweizertyske stemme og godt at høre teologen Christine Svinth-Værge Põder betone, at hos Karl Barth skal kristendommen ikke spændes for noget. Nej, for kristendommen kan være nærmest blasfemisk over for det, som verden kalder helligt. Også Jesus blev beskyldt for blasfemi.
Jesper Bacher er sognepræst.