FORLEDEN SÅ JEG ET KLIP fra det gamle 1970er-program på DR Lørdagshjørnet, hvor kendte danskere over en kop the talte om løst og fast. Denne gang var det skuespiller Poul Reichhardt, der blandt andet kommenterede en kritik af sin figur flyttemand Olsen i tv-serien Huset på Christianshavn.
Mange mente, at flyttemandens omgang med øl og bandeord var skadelig for de unges moral, hvilket jo i udgangspunktet minder om debatten i dag angående alkohol og cigaretter. Men i synet på sprogbrug står vi et andet sted. Sagen er, at der konstant bandes i dansk fjernsyn, og mens vi stadig har til gode at opleve studieværter krydre oplæsningen med lidt sgu og fanden, bidrager ikke mindst den store bølge af reality-fjernsyn til at trække os i retning af sproglig rendesten.
Jeg tænker ikke blot på de helt primitive produkter som Big Brother og Robinson Ekspeditionen, for selv på kanaler som DR og TV 2 er sproget i forfald. Dommerne i DRs X Factor bander hvert år som hærdede havnearbejdere, og i TV 2-programmet Mestrenes Mester, der i tirsdags nåede finalen, og hvor pensionerede sportsfolk har udfoldet styrkeprøver, kniber det med at beskrive karrieren i et anstændigt sprog.
Senest var det sejleren Jesper Bank, der kraftedemig lige fik beskrevet sine mange triumfer i båden, mens vanen med at bande syntes så indgroet i ham, at ordene blot indgik naturligt.
Man kan mene, at dette sproglige forfald mere eller mindre giver sig selv. For når man i stigende grad kritikløst giver plads til alle på tv-skærmen og gør det til en pointe, at de blot skal fortælle så spontant og bramfrit som muligt, kan det ikke undgås, at sproget degenerer.
Ikke mindst sportsfolk fylder godt op i den store reality-familie. De er folkekære og gode til at konkurrere, hvilket udgør en evigt gangbar vej til underholdning. Men en del af dem taler et sprog, der bærer præg af det simple og en mangel på almindelig dannelse.
Jeg ved godt, at dette hurtigt kan komme til at lyde en kende snobbet, men mens det var et problem, at flyttemand Olsen af og til benyttede mindre pæne udtryk, må man blot konstatere, at strømmen af bandeord i fjernsynet siden er eksploderet. Og tankevækkende er det, at maltrakteringen af sproget ikke synes at genere folk nær så meget som fremstillingen af tobak og alkohol.
Den fysiske sundhed vejer nemlig i dag langt tungere end den åndelige. Det er kroppen og ikke sproget, der ses som en vigtig vej til identitet, og den beskæmmende accept af bandeord på DR og TV 2 beskriver på sin egen triste måde, hvor lidt vi respekterer vores eget sprog. Og hvor meget vi underkender dets dannende kraft.
Poul Reichhardt kunne i øvrigt i Lørdagshjørnet fortælle, at flyttemanden efter kritikken havde taget sig sammen angående sit sprog, og skuespilleren var faktisk tæt på at sige undskyld. Det er nok tvivlsomt, om samme form for anger kan følge i dag. Snarere vil man trække på skuldrene og undre sig over, at nogen virkelig stadig kan gå op i den slags.
Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist