Prøv avisen
Mediekommentar

Anders Agger laver særdeles bevægende fjernsyn

Anders Agger er en mester ud i indlevelsens og samtalens kunst, mener Jesper Bacher. Foto: Jørn Deleuran

Anders Agger er en mester udi indlevelsens og samtalens kunst, mener Jesper Bacher

I DENNE UGE kunne man se bevægende, nærværende og stilfærdigt fjernsyn om en tung skæbne. Med Anders Agger som vært kom vi tæt på den demente Tove Jacobsen og hendes familie i sidste afsnit af ”Indefra”.

Anders Agger er en mester udi indlevelsens og samtalens kunst. Han skygger ikke for de mennesker, han portrætterer, og viger ikke tilbage for svære spørgsmål. Det brogede menneskeliv har en eminent skildrer i ham.

I udsendelsen fulgte vi Tove Jacobsen, 57 og demensramt. Langsomt, men sikkert svandt hendes åndsevner. I sin tid havde hun arbejdet som regnskabschef, men fik efterhånden sværere og sværere ved at få regnskabet til at gå op.

Tove Jacobsen blev i begyndelsen hjulpet af sin talkyndige mand, og det var, som Anders Agger formulerede det: ”Kærlighed på en anden måde.” Virkeligheden kunne imidlertid ikke fortrænges, og Tove Jacobsen blev diagnosticeret som dement. En glidebane mod glemslen, men endnu var hun bevidst om sin tilstand og fast besluttet på at fastholde det gode, mens hun stadig kunne.

Anders Agger ville gerne vide, hvordan man kunne rumme tanken om at skulle dø af demens, mens sygdommen æder af hukommelsen, og fik det stolte svar fra Tove Jacobsen, at det er noget, man skal. Ja, alt er ikke valg og fravalg - der er noget, et menneske skal.

Men ”Indefra” var så meget mere end en sygdomshistorie, det var en kærlighedshistorie. Ikke af den lyserøde og letbenede slags, men af den dybe og opofrende slags. Tove Jacobsens ægtemand tog hånd om sin elskede kone og fik hjemmet og hverdagen til at hænge sammen trods en krævende direktørstilling.

Ægteparret havde fra begyndelsen været åbne om Tove Jacobsens sygdom, og familien formåede at sætte ord på det svære, mens de mistede deres hustru og mor i levende live. Stadig kunne de sidde om spisebordet og Tove Jacobsen være med i samtalerne, selvom hun kunne være fraværende og sommetider kun opsnappede bidder af de drøftede emner, men alle vidste, at sådan ville det ikke vare ved. En dag ville hun ende på det lokale plejehjem, for selvom hendes pårørendes kærlighed var usvækket, ville kræfterne ikke blive ved med at være det.

Når man så portrættet af Tove Jacobsen, meldte debatten om det værdige liv sig. Mange gange er værdighedsfølelsen funderet i vores styrke og uafhængighed. Det værdige liv er det stærke og selvhjulpne liv, og jo mindre man har af det, jo mere uværdigt er det. Livet kan falde drastisk i værdi, og i nogle lande kan man oven i købet få offentlig hjælp til at blive af med sit værdiløse liv.

Det er imidlertid også en gammel tanke og tro, at livets værdighed skænkes udefra, at værdighed ikke er lig med færdighed, at et menneske er mere end sine evner eller mangel på samme. Der er kommet alvorlig flimmer for vores menneskesyn, hvis vi dyrker styrken, vores egen og andres, frem for at agte næsten, stærk som svag.

Tove Jacobsen mister sig selv, men hun holdes fast af sine pårørendes kærlighed. Hun glemmer alt, men vi andre må huske, at heller ikke demens devaluerer et menneske skabt i Guds billede.

Jesper Bacher er sognepræst