Bevægende fjernsyn om små menneskeskæbner

Dokumentarudsendelsen ”Erik og børnene fra spædstuen” var stille og bevægende fjernsyn om menneskeskæbner, om livets gang med et andet udgangspunkt end de fleste, skriver Jesper Bacher

Programmet ”Erik og børnene fra spædstuen” handlede om journalisten Erik Valeur og nogle af de børn, der i 1950'erne sammen med ham tilbragte deres første år på Skodsborg Spædbørnehjem.-
Programmet ”Erik og børnene fra spædstuen” handlede om journalisten Erik Valeur og nogle af de børn, der i 1950'erne sammen med ham tilbragte deres første år på Skodsborg Spædbørnehjem.- . Foto: Simon Skipper/Scanpix.

MAN KOMMER VEL aldrig helt over sin barndom. Den følger os, den præger os på godt og ondt. Barndommen lever videre i ungdom, manddom og alderdom. En dårlig barndom dømmer ikke til et dårligt liv, men den går heller ikke i glemmebogen.

I mandags kunne man på DR 1 se en dokumentarudsendelse om en anderledes tidlig barndom. ”Erik og børnene fra spædstuen” handlede om journalisten Erik Valeur og nogle af de børn, der i 1950'erne sammen med ham tilbragte deres første år på Skodsborg Spædbørnehjem.

Der var tale om børn, som blev fjernet fra deres mødre lige efter fødslen og kørt til spædbørnehjemmet. Mødrene kunne ikke magte deres børn, og så kom de små i det offentliges varetægt med henblik på adoption. Sådan gik det imidlertid ikke for alle, og nogle kom tilbage til deres mødre, blandt andre Erik Valeur.

Oplevelserne på Skodsborg Spædbørnehjem spiller også en afgørende rolle i Erik Valeurs succesroman ”Det syvende barn”, hvor hjemmet går under navnet ”Kongslund”. Her følges syv børn fra børnehjemmet i en spændingsmættet handling med hemmeligheder, mord og attentatforsøg.

I romanen var det af gode grunde Erik Valeur, som kunne bestemme personernes skæbne, men virkelighedens historier skrives ikke af et enkelt menneske.

Det var de historier, som var emnet for ”Erik og børnene fra spædstuen”. Hvordan var det gået de børn, som lå på stuen sammen, alene i mørket med en enkelt nattevagt? Det mørke, som stadig kunne trænge sig på hos Erik Valeur, iblandet en vrede over at være ladt ene, mens man var mest sårbar. Ikke at Erik Valeur manglede agtelse for personalet på spædbørnehjemmet, men når han talte om ”godhedens fortrop”, stod betegnelsen i ironisk skær. Godhed kan også have sine blinde punkter.

Erik Valeur fik kontakt med en kvinde, som nu var bosiddende i Tyskland. Vi fulgte ham også på en rejse til Færøerne for at finde sin bror i ånd og skæbne, Ole, som var blevet adopteret af et ægtepar på de nordatlantiske øer.

Ole, som siden havde fået et færøsk navn, var dog ikke længere at finde blandt de levende. Mens han var i begyndelsen af trediverne, var han død for egen hånd, og hans sorte gravsten stod på en vindblæst kirkegård og vidnede om en arv, som blev for tung at bære.

Erik Valeur tænkte, at det lige så godt kunne have været ham, og da han så salmehæftet fra Oles begravelse, genkendte han i salmen ”Jeg så ham som barn” sin skæbnebrors fortvivlelse.

Det var stille og bevægende fjernsyn om menneskeskæbner, om livets gang med et andet udgangspunkt end de fleste. Man kan ikke bytte en barndom, men man kan se den i øjnene og også blive lidt klogere ved at se den gennem andres øjne.

Således så de voksne børn fra spædstuen i Skodsborg sig selv gennem hinanden, når de delte minder og historier. Og selvom man ikke har ligget på spædstuen, men i mors arme var ”Erik og børnene på spædstuen” god at få forstand af.

Man tog sig også i at tænke, hvor mange børn der mon var kommet på Skodsborg Spædbørnehjem med den nuværende abortlovgivning. Det var godt, at de blev født, før aborten den blev fri.

Jesper Bacher er sognepræst