Prøv avisen
Mediekommentar

Blasfemi hører under trosfriheden

Bogforum afholdes i denne weekend i Bella Center i København. Her er det Martin Krasnik til bogforum.

Man undrer sig over dagens opfattelse af ytringsfriheden, skriver Jesper Bacher.

”BLASFEMI HØRER UNDER TROSFRIHEDEN”. Sådan lød ordene fra redaktør på Charlie Hebdo Gérard Biard, da han optrådte i DR 2-programmet ”Krasnik og ytringsfriheden”. Programmet, hvor Martin Krasnik lader forskellige stemmer ytre sig om ytringsfriheden, dens væsen og dens grænser.

Ikke tilfældigt var Krasnik i Paris, hvor ytringsfriheden som bekendt kostede flere menneskeliv så sent som sidste måned. Det er selvfølgelig en vigtig debat, som vel for alvor tog fart med Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-tegninger i 2005-2006.

Jeg kan imidlertid stadig tage mig i at undres. Indtil da troede jeg faktisk, at der i Vesten og da frem for alt i Danmark var næsten total konsensus om ytringsfriheden. Det skulle vise sig temmelig naivt. Nok gik alle ind for ytringsfriheden som princip, men i praksis var det en anden sag. Man burde helst ikke ytre sig, så de forkerte menneske følte sig stødt og krænket. Ytringsfriheden var, når det kom til stykket og islam, mest til pænt brug.

Men som Gérard Biard anførte, så hører ”Blasfemi under trosfriheden eller samvittighedsfriheden”. Biard var i øvrigt bekendende ateist, og det er jo en trist religion, som han i øvrigt mente skulle være statsreligion for at sikre verdsligheden. Religion var noget, som skulle holdes i privatsfæren og ikke blive til politisk diskurs.

Biard syntes blind for, at det religiøse bidrag til den politiske diskurs ikke nødvendigvis er teokratisk. Den kristne kulturarv præger endnu Vesterlandet, men borgerne afkræves ikke en kristen bekendelse og forbydes ikke at vende kristendommen ryggen.

Ufortalt Biards ateisme havde han ret i, at sand trosfrihed indebærer retten til blasfemi. Blasfemi er jo den anden side af skarp religionskritik - og undsigelse. Hvis man erklærer andre menneskers hjerteblod og helligste køer for løgn og illusion, så føles det næsten uvægerligt som blasfemi. 

Jesus blev anklaget for at spotte Gud, og i Koranen kan man læse, at kristne er forløjede på grund af deres tro på Kristus som Guds søn. Den koraniske hensynsløshed i forhold til de kristnes følelser har dog, så vidt vides, endnu ikke udløst nogen undskyldninger fra muslimsk side. Der er forskel på folk, og hvordan man forvalter de religiøse følelser.

Det tog Martin Krasnik fat i, da han interviewede Lekbir Kotbi, der er direktør i den franske sammenslutning af islamiske organisationer, som har lagt sag an mod Charlie Hedbo.

Journalister, kunstnere, komikere og satirikere føler ikke nogen trussel, når de tager kristendommen, jødedom eller buddhismen under behandling, mens de muslimske reaktioner gør anderledes tilbageholdende.

Hvorfor er det sådan? Lekbir Kotbi svarede: ”Måske fordi profeten har en helt særlig plads i muslimers liv”, men betonede samtidig, at flere religioner var mod blasfemi, og muslimerne ikke skulle regnes for et fremmedelement i Frankrig eller i det øvrige Europa. Men bør det ikke være fremmed for et frit land at fritage religion for ytringsfrihed, om den er nok så kras?

Jesper Bacher er sognepræst