Vi husker vel alle sammen Leif Panduro og Bent Christensens film ”Harry og kammertjeneren” fra 1961. Og dermed det fine samspil mellem blandt andre Osvald Helmuth (1894-1966) og Ebbe Rode (1910-1998) som henholdsvis opsynsmanden Harry Adams og kammertjeneren Fabricius.
Vi husker vel også alle sammen den britiske tv-serie ”Herskab og tjenestefolk” fra første halvdel af 1970'erne. Og dermed det fine samspil mellem blandt andre David Langton (1912-1994) og Gordon Jackson (1923-1990) som henholdsvis det konservative parlamentsmedlem Richard Bellamy og butleren Angus Hudson.
For nylig kunne danske seere se den dokumentariske amerikanske film fra 2013 ”The Butler”, hvori den afroamerikanske Forest Whitaker spiller butleren Cecil Gaines, der i 34 år gjorde tjeneste for syv præsidenter i Det Hvide Hus og på den måde i al ubemærkethed blev øjenvidne til stormagtspolitiske beslutninger.
Der er nu noget ganske særligt over de butlere. Der er nogle fællestræk ved de nævnte skikkelser, som blev fremhævet med karakteristisk kropssprog og stemmeføring af butleren Carson spillet af den 67-årige Jim Carter i den nu endegyldigt afsluttede engelske serie ”Downton Abbey”.
Jeg så med største interesse både de sidste to ”julespecial”-afsnit af serien mandag eftermiddag og især tillægget i form af udsendelsen ”Takt og tone på Downton Abbey”. Her fik vi indblik i, hvor præcist og omhyggeligt, man har søgt at gengive 1920'ernes klædedragter, møblering, borddækning og ikke mindst manerer og adfærdsmønstre efter alle etiketteregler og ritualiserede normer.
I alle nævnte film og serier har butleren på diskret, selvudslettende måde spillet en paradoksalt dominerende rolle. Med usvigelig loyalitet og respektindgydende dømmekraft har han tit været en afgørende støtte for både unge og gamle medlemmer af herskaberne. En rigtig butler forstår at holde på formerne, også når alt andet truer med at falde fra hinanden.
Det gælder om at kende sin plads og at signalere kontrol i en omskiftelig tid. En butler optræder da både som instruktør, scenograf og koreograf. Han forstår at dirigere sin stab med den myndighed, som gør ham uundværlig. En butler får også en indsigt, som giver menneskekundskab. Krisesituationer kan gøre ham til både faderskikkelse, skriftefader og sjælesørger.
Tjenersind og storsind kan høre nøje sammen. Vi kender det fra den principfaste butleragtige kokkepige Laura, overbevisende spillet af Elin Reimer, i ”Matador”. Og nu også fra det første afsnit af TV 2's ”Badehotellet”. Hotelejer fru Andersen i Bodil Jørgensens ranke skikkelse sagde det rent ud:
”Det kan godt være, at det ikke er sådan ovre i København, men sådan er det altså ikke her - vi stoler på vores tjenestepiger.”
Sagt i skarp kontrast til en overklasse-påstand om, at ”hvis mennesker kendte sandheden om hinanden, kunne de slet ikke leve sammen”.
Leif Hjernøe er forfatter og foredragsholder