ET STORT FÆNOMEN i dansk tv har i mange år haft titlen ”Klovn”. Det er skabt af komikerne Casper Christensen og Frank Hvam, der mandag aften på TV 2 indledte den syvende sæson af denne populære serie, der første gang blev sendt i 2005. Det er mange år i klovnemanegen.
Midt i denne optræder Christensen og Hvam som to fyre, der udgør prototypen på et par forkælede drengerøve, hvor Casper er den selvglade mediefigur med skiftende kvinder, mens Frank er den klodsede og smålige mand låst fast i ægteskabet med en indebrændt hustru.
Hvert afsnit er bygget op omkring nogle pinlige optrin, der ofte har med krop, sex eller afføring at gøre, og i dette nye afsnit kommer Frank og Casper op at skændes, fordi de begge ved en parmiddag afslører intim viden, som kvinderne ikke måtte kende til.
Dansk komik går som oftest helt hen over hovedet på mig, og mest har jeg gennem årene bemærket, at den er præget af mænd, der har skabt sig en levevej ved at rendyrke et livssyn, der synes at være stagneret omkring 20-årsalderen. Casper Christensen og Frank Hvam er kongerne i det selskab. Deres humor bliver ved med at kredse om kroppens funktioner – nu også tilsat bekymring for alderstegn – samt alle de akavede øjeblikke, der opstår, når man ikke er ordentligt opdraget, og det er et gennemført fastfrosset umodent univers, der udfoldes.
Dog er der næppe tvivl om, at ”Klovn” repræsenterer en tilstand, der præger en del mænd i Danmark. Landet rummer mange forvoksede drenge, der sjosker rundt med mindreværd og teenagehættetrøje og føler sig ydmyget af aggressive feminister, alt imens de i stor stil sidder og ser ”Klovn” og spejler sig i to midaldrende mænd, der heller ikke rigtig kommer ud af stedet.
JEG HÆVDER IKKE, at det er komikeres opgave målrettet at ville opbygge deres medmennesker – det er der jo andre, der stræber efter – men problemet med ”Klovn” er, at serien nærmest bare kopierer det danske liv, når det er mest indholdsløst.
Derfor giver det også mening, når seriens mange fans næsten frydefuldt beskriver, hvordan de får ondt i maven af at se den. Der er tale om en slags sjælelig masochisme, for det handler ikke – som mange vist tror – blot om at græmme sig fornøjeligt over alt det pinlige. Nej, det handler også om en dybere fornemmelse af at leve i en tid og på et sted, hvor man nemt bliver fanget i en form for endeløs tomhed. Seerne får ondt i maven af skræk for selv at stagnere i livet, for ”Klovn” er langt mere sørgelig end morsom, og spørgsmålet er, om Casper Christensen og Frank Hvam selv ved det.
Falder det dem ind, at de kan være med til at skabe desillusion og et vist selvhad i andre og måske har indflydelse på de mange danske mænd, der har så svært ved at blive voksne og fastholde en selvfølelse over for tidens umådeligt selvbevidste kvinder, der har mindre og mindre at bruge dem til?
Spørgsmålet er, hvor længe Casper Christensen og Frank Hvam med god samvittighed vil blive ved med at spille klovn.
Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.